Sådan lød svaret fra de mange politikere, meningsdannere, unge og kendisser, da vi spurgte til om de ville komme med deres udsagn om, hvorfor der er brug for Natteravnene
Natteravne var traditionen tro til stede på Folkemødet 2016 og brugte igen lejligheden til at komme i top of mind hos især det politiske niveau. Det lykkedes igen, igen, og vi fik mange gode svar på vores store banner med udsagnet - Derfor er der brug for Natteravne. Vi oplevede også flere gange, at deltagerne på Folkemødet ganske spontant gav Nateravnene et skulderklap – verbalt som fysisk.
Kim Hassø, Chef for Natteravnene siden marts 2016 fortæller ”Jeg deltog på Folkemødet for første gang i år. Det var en stor oplevelse at se det store opbud af spændende og interessante mennesker. En del af Natteravnenes tid på Folkemødet gik med at indsamle skriftlige tilkendegivelser fra politikere og meningsdannere. Der var ikke én der afslog at skrive en rosende sætning om os Natteravne - og vi fik virkelig store ord med på vejen. Natteravnene nyder stor respekt, og har et fantastisk omdømme. Det skal vi være stolte af og værne om”.
Og ikke nok med det. Natteravnene blev også bemærket og nævnt i forbindelse med vores tilstedeværelse ved de få oplæg hos andre aktører, det blev muligt at deltage i. Nu er Natteravnene jo også svære at overse i vores gule dress. Endelig fik vi selv lejlighed til at holde oplæg hos Rotary og deltage i en debat hos De Konservative.
Lørdag var Natteravnene sammen med Fonden for Socialt Ansvar værter for en samtalesalon om potentialerne ved at investere i forebyggende og langsigtede indsatser. Her kunne deltagerene komme med deres input til, hvordan den frivillige sektor skal tage form i fremtiden. I teltet hvor man ud over at møde Natteravnene også havde mulighed for en snak med Bydelsmødre, Erhvervsguiderne og High:five.
Vi takke for i år og sender en speciel stor tak til Natteravnene fra Rønne, Nexø, Smørum og Roskilde for at være med til at få udbredt kendskabet til Natteravnene igennem hele Folkemødet.
