Natteravnene med de unge på ski
Som et pilotprojekt rejste Natteravnene i år til de Franske Alper, for at passe på de ca. 3000 unge danske gymnasieelever, der er på ski i uge 7, 8 og 15 i Val Thorens og Risoul.
De første tre hold Natteravne har nu været afsted, og har haft nogle gode oplevelser med de unge i Alperne. Der er ingen tvivl om, at alle Natteravnene har oplevet, at de er kommet meget tættere på de unge, og at der også har været brug for deres hjælp.
”Jeg har i høj grad følt, at der er behov for os her i Risoul. De unge fester for alvor igennem. Vi har oplevet ting her, som vi slet ikke ser, når vi er på vandring derhjemme - hvad angår indtagelse af alkohol og i nogle få tilfælde også andre stoffer” udtaler Mikkel Lind Juhl, der 23 år og har været Natteravn i Odense i 1 år.
Det er ikke kun mødet med de unge og festerne, der er anderledes i Alperne. Kulturen er anderledes, politiet er barskere - og selvfølgelig klimaet og terrænet. Det kræver mere rent fysisk at gå i de høje tyndere luftlag, hvor der er meget vandring op og ned af bakke.
Kim Hassø, Chef for Natteravnene, var med på en af de første ture og er også glad for forløbet. Han udtaler: ”Det har været sjovt at møde de unge i nye omgivelser. Nu skal det sidste hold afsted her i uge 15. Når de er kommet hjem, vil vi evaluere og beslutte, hvad vi gør i fremtiden”.