Baggrund og problemkompleks

baba startede som indsats i 2014, finansieret af Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet.

Politikere, ansatte i kommuner og institutioner, såsom skoler, har i mange år efterlyst større deltagelse blandt fædre, og i særlig grad blandt minoritetsfædre, i forhold til at engagere sig i deres børns liv, samt i deltagelsen i skole-hjem-samarbejdet m.m.

Fonden For Socialt Ansvar fik i 2014 derfor til opgave at udvikle et koncept, som skulle styrke fædres deltagelse i børns liv.

Tidligere fædreprojekter er ikke lykkedes med at skabe den ønskede forandring, som der er blevet efterspurgt oppefra. Vi satte os derfor fra starten til opgave at blive klogere på hvilken opgave, vi egentlig skulle løse i forhold til fædrenes forståelse af situationen og ønsker for forandring, og samtidig også i forhold til at imødekomme de overordnede problemstillinger med hensyn til. fædredeltagelse, som beskrevet ovenover.

For at kunne blive klogere på opgaven snakkede vi derfor med 1264 fædre fra over 40 forskellige netværk rundt om i landet, hvor vi lyttede til deres ønsker og behov.

Samtidig snakkede vi med offentlige aktører fra ministerier, kommuner, institutioner (skoler, børnehaver m.v.), samt gadeplansmedarbejdere m.f.

Den samlede forståelse, vi fik, i forhold til opgaven opsummerer vi i stykket herunder:

Problemkompleks

”baba – Fædre For Forandring”, har været i kontakt med lidt over 1200 fædre, i perioden maj 2014 – september 2014, for at få indblik i problemkomplekset i far-rollen, i særdeleshed hos minoritetsfædre. Problemerne er meget komplekse og forskelligartede. Her trækker baba de aspekter frem, som går på tværs af fædrene og på tværs af 'systemets' aktører:

Fædrene:

Mistillid til systemet: Der er en stærk mistillid til systemet (kommunale institutioner, lokalsamfundets aktører, boligorganisationer mv.). Den ene ekstrem er, som eksempel, at Mohammad ikke har fået et køleskab. Det fik Jørgen. Ergo er de racister hos kommunen! Den anden ekstrem kan være akademiker-faren, som er frustreret over, at han ikke bliver set som en ressource i samarbejdet med skolen, og dermed ikke kan gøre sine kompetencer gældende i samarbejdet. Der eksisterer parallelt også en frygt blandt mange fædre om, at ”kommunen vil komme og tage vores børn”, hvorfor de ikke ser ”systemet” som samarbejdspartner ift. børnenes vel og ve. 'Systemet' bliver således noget man forsøger at undgå kontakt med.

Manglende indsigt i (eller tillid til egen viden om) børns behov: Fædrene har ikke indsigt i børnenes behov og / eller har ikke tillid til den viden, de har om børns behov. Når de ikke kender til ”opgaven” (hvad er børnenes behov), så er det også svært at opfylde sin rolle. Samtidigt kan de ikke bruge erfaringer fra egne fædres praksis, da de godt er bevidste om, at denne praksis ikke kan anvendes i en nutidigt dansk kontekst. Udfordringen her er, at bevægelsen fra ”hvad de ikke skal gøre” til ”hvad de så skal gøre”, er udeblevet eller meget svær at blive klog på.

Både manglende viden og mistilliden til dem, som har viden (systemet), gør at fædrene resignerer fra far-rollen og uddelegerer den til systemet, da de er bange for, at systemet ellers vil ”tage/spise” deres børn. Andre fædre, holder op med at slå og går over til at råbe og skrige, som heller ikke er hensigtsmæssigt.

Manglende RUM for at snakke om fædre rollen: Der er INGEN tradition/kultur for at snakke om far-rollen blandt fædre (på tværs af etnicitet). Det gør, at de ikke får snakket, reflekteret med andre fædre over dilemmaerne i far-rollen og ikke får forholdt sig til deres far-rolle. Dermed mister de muligheden for at udvikle på deres far-rolle. Denne refleksion er nødvendig for at fædrene kan genfinde deres far-rolle i denne nye kontekst.

Systemet:

Mistillid til fædrene: Systemets aktører (kommunale institutioner, boligorganisationer mv.) nærer, på lige fod med fædrene, en stor mistillid til fædrene. Den ene ekstrem kan være, at ”fædrene slår jo bare børnene”, derfor skal vi beskytte børnene og ikke involvere fædrene. Den anden ekstrem kan være, ”at det er synd for fædrene grundet deres situation”, derfor må vi hellere gøre deres del for dem. Generelt bliver fædrene ikke set som en bidragsydende samarbejdspartner ift. børnenes vel og ve.

Manglende anvendelse og anerkendelse af fædrenes ressourcer: Systemets generelt manglende anerkendelse af fædrenes ressourcer medfører, at de ansatte ikke kan anvende fædrenes ressourcer ift. samspillet om børnenes trivsel. Det fører til endnu mere passificering af fædrenes deltagelse i børnenes liv.

Erfaringer fra tidligere indsatser:

De typiske indsatser rettet mod fædrene, tager kun højde for ”systemets behov” og tilgangen ligeså. Fædrene føler, at systemet kommer både med et problem og en løsning, som slet ikke giver mening for fædrene. Et klassisk eksempel fra boligorganisationer er, at der bliver lavet en fædregruppe, som skal styre de unge drenge, da deres ageren går ud over trygheden i området og renovationskontoen.

Kursus i social kontrol:

En sådan indsats har en umiddelbar positiv effekt på renovationskontoen. Dog bliver fædrene ikke klogere på, hvordan de skal være bedre fædre. Tværtimod lærer de, at det er okay at udføre social kontrol på drengene (qua fædregruppens indsats). Det fører til, at de anvender det generelt som opdragelsesværktøj (også overfor pigerne)! De unge føler, at deres far nu også er blevet betjent, og de opholder sig derfor endnu mindre hjemme. Dermed bliver, især drengene, skubbet endnu mere ud på gaden. Nu bare et nyt sted og endnu længere fra hjemmet end tidligere.

Øget mistillid gennem gensidig manglende anerkendelse:

Når en sådan indsats er færdig, så forventes det, at fædrene skal bære opgaven videre på frivillig basis, da ”vi – systemet” nu har investeret meget i dem. Men typisk har fædrene ikke fået værktøjer til at udføre de medfølgende opgaver. De er primært blevet gode til kontrol. Omvendt føler fædrene, at de har gået rundt og arbejdet hårdt for ”systemets” skyld. Den manglende gensidige anerkendelse øger mistilliden begge veje. Endvidere oplever fædrene systemets tilgang (kommunikation) til dem, som en irettesættelse af dem. Dette er både fordi fædrene har mistillid og fordi systemets kommunikation typisk er én-vejs.Fædrene lukker af, når de fornemmer en løftet pegefinger (qua én-vejs kommunikation) fra systemet.

Denne mistillid medfører ligeledes, at fædrene ikke gider deltage i ”systemets” tilbud, og på den anden side, at ”systemet” opgiver at involvere fædrene.

Manglende involvering i børnenes liv:

Fædrene bliver først rigtig involveret i børnenes liv, når børnene (især drengene) kommer i puberteten, hvor hverken ”systemet” eller ”mødrene” længere kan påvirke børnene. Det er desværre da alt for sent for fædrene at træde til, da børnene ikke har den stærke relation til fædrene, som er forudsætningen for at fædrene kan påvirke børnene. Børnene har typisk oplevet en far, som ikke har bygget en god relation til børnene i deres tidlige alder, hvorfor de ofte ikke kan forholde sig til faren, når han nu vil prøve at påvirke dem. En nylig rapport påviser, at ca. 90% af stærke kriminelle og/eller radikaliserede unge, har manglet en far i deres liv. Det er endnu et argument, der støtter op om, at fædrene skal involveres fra starten.