Priser/awards
Vi er utroligt beærede og stolte over de priser, vi har modtaget. Priserne er en enormt stor anerkendelse af de frivilliges indsats og giver dem endnu mere motivation til at gøre en forskel for andre børn, fædre og familier.
Finn Nørgaard Prisen 2019
baba modtog sammen med Bydelsmødre Finn Nørgaard Prisen 2019. Vi modtog prisen for de frivilliges indsats med at sikre, at alle børn oplever en deltagende far, der er der for dem på en god og kærlig måde. På den måde er de frivilliges indsats med til at sikre, at unge ikke havner i kriminelle og ekstremistiske miljøer - og den indsats hædrede Finn Nørgaard Foreningen de frivillige for 14. februar 2019, årsdagen for attentatet på Krudttønden og synagogen i Krystalgade, hvor Finn Nørgaard og Dan Uzan mistede livet. Prisuddelingen foregik på Christiansborg. Finn Nørgaard Foreningen arbejder aktivt for, at vi aldrig igen skal opleve et attentat som det, der skete d. 14. februar 2015. Læs mere om Finn Nørgaard Foreningen: Her
LIVIA Prisen 2019
baba modtog den nationale LIVIA Pris i 2019 for vores arbejde med at skabe bedre samarbejde mellem fædre og systemet i alle de lokalområder, hvor vi er tilstede. Prisen ligger sig direkte op af Verdensmål 16 (fred, retfærdighed og stærke institutioner), og gives for vores arbejdet med vores dialogmodel, som vi har udviklet for, så effektivt som muligt, at skabe tillid mellem parter, der ikke nærer tillid til hinanden, og for den indbyggede dilemma-løsnings-metode. Prisen er en stor anerkendelse af den indsats, de frivillige og de lokale koordinatorer/facilitatorer i baba udfører. Dialogen foregår lokalt og ville ikke være mulig uden de seje frivillige og dygtige koordinatorer/facilitatorer. Vi er enormt stolte over prisen og den anerkendelse der ligger i, at vi gennem dialogmetoden er med til at sikre, at flere fædre deltager i børnenes institutions-, skole- og fritidsliv og dermed skaber bedre grundlag for, at alle børn for et godt og succesrigt liv. Læs mere om LIVIAFonden: Her