Natteravnene skaber tryghed for de unge til Distortion
I år har Natteravnene for første gang indgået et officielt samarbejde med Distortion om at skabe tryghed for de unge, der færdes i gaderne under den store åbne gadefest på Vesterbro og Nørrebro den 30. og 31. maj.
Både Natteravnene og Distortion kan fejre 20 års jubilæum i år. Det betyder, at når Distortion for 20. gang skruer op for musikken og sætter gang i landets største gadefest og musikfestival på Nørrebro og Vesterbro, vil Natteravnene være tilstede, og hjælpe med til at skabe en tryg fest for de mere end 100.000 deltagere.
Med bolsjer og kondomer i lommerne vil Natteravnene som de plejer, gå på deres vandringer i hold af tre iført de velkendte gule jakker. De blander sig aldrig fysisk, men tilkalder professionel hjælp, hvis det bliver nødvendigt.
En glad aften for de unge til Distortion
Natteravnene er frivillige voksne, som hver weekend passer på de unge i nattelivet – og nu også til Distortion, hvor der er flere Natteravne ude end normalt.
”Vi gør meget for, at det skal blive en glad og festlig aften for de unge. Det er en festival hvor over 100.000 mennesker – og en del helt unge - hører musik, fester og drikker i Københavns gader. Så det er også en aften, hvor man let kan få en tår over tørsten og måske kommer i en situation, man ikke kan håndtere. Derfor er Natteravnene på gaden det meste af aftenen og natten”, fortæller Claus Staunstrup Nilsson, Chef for Natteravnene.
Natteravnene vil være en del af Distortions tryghedskorps, der også består af Distortions egne frivillige. Desuden vil samaritter og politiet også være tilstede.
FAKTA:
- 4000 frivillige Natteravne
- 144 foreninger i Danmark samt på Grønland og Færøerne
- I kontakt med mere end 750.000 unge årligt
- Alle Natteravnehold går samlet mere end 50.000 km på et år
- Uddeler over 1.000.000 bolsjer årligt
- Efterlever 5 gyldne regler
- Er en del af Fonden for Socialt Ansvar.
Natteravnene er ansvarlige voksne, der skaber tryghed og drager omsorg for børn og unge, når de færdes alene i det offentlige rum. Særligt i nattelivet. Natteravnene går på vandringer i hold af 3 i de velkendte gule jakker og efterlever 5 gyldne regler.
De 5 gyldne regler:
- Natteravnene er synlige og observerer, de blander sig aldrig fysisk i uroligheder o. lign. - men tilkalder professionel hjælp, hvis der er behov
- Natteravnene går altid i hold på tre i den karakteristiske gule beklædning. Helst med deltagelse af begge køn og forskellig baggrund og etnicitet
- Natteravnene færdes altid i det offentlige rum (på gaden, i bus eller tog) - aldrig inde, hvor de unge morer sig, i ungdomsklubber, på værtshuse eller diskoteker
- Natteravnene giver sig tid til at lytte og tale med børn og unge (på de unges initiativ), men uden at yde egentlig rådgivning. Det overlades efter situationen til professionelle i det lokale netværk eller de unges forældre, familie og bekendte
- Natteravnene hjælper "forulykkede" børn og unge - helst gennem deres venner og familie. Holdet følger ikke nogen hjem alene og låner aldrig penge ud.
Kontakt:
Berit Sandholt
Projektkonsulent
Tel: 70 12 12 99
Direkte: 51 18 41 86
Mail: berit@socialtansvar.dk
Website: www.natteravnene.dk
Facebook: www.facebook.com/Natteravnene.Danmark/
LinkedIn: www.linkedin.com/showcase/natteravnene-danmark/