Fonden for Socialt Ansvar under Corona
Coronakrisen har påvirket os alle sammen, og vi har alle måtte finde nye måder at arbejde på, nye måder at mødes på – og nye måder at skabe de vigtige sociale fællesskaber på.
Hjulene har bestemt ikke stået stille hos Fonden for Socialt Ansvar. Hjemmefra har vi måtte nytænke vores koncepter, vi har været i daglig kontakt med vores frivillige, som har trukket et stort læs i forhold til at omstille sig til at hjælpe via digitale platforme i stedet for det fysiske møde med vores målgrupper. Behovet for at tænke ’ud af boksen’ har været stort, for der er ingen tvivl om, at ensomme og udsatte grupper i vores samfund er endnu mere pressede i denne tid med Corona. Dét har krævet nytænkning – hurtigt. Og vi har knoklet for at udtænke nye måder at hjælpe på – og handle i et tjept tempo.
Vi har blandt andet oprettet Fællesskabslinjen hos Natteravnene – en telefontjeneste, hvis man har brug for en snak med en uvildig voksen. Vi har haft rigtig mange online møder og faste digitale sessions med peptalks og vejledninger til ’livet under Corona’. Vi har oversat Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Ikke kun sproget, men også fortolkninger af retningslinjerne, så mor og far med flygtninge- og indvandrerbaggrund har forstået og handlet korrekt ud fra budskaberne. Det har stillet store krav til alle de frivillige ildsjæle, der er tilknyttet Fonden og vores indsatser. Alle aktiviteter er foregået online, og alle de samtaler, vi normalt har haft ude i de udsatte boligområder, til arrangementer og møder og i nattelivet er foregået digitalt. Det er ikke det samme som det fysiske møde. Men et godt alternativ, og vi har lært utroligt meget de sidste to måneder. Vores digitale tiltag har givet os nye muligheder. Digitale muligheder som vi også vil gøre brug af fremover sammen med de sejeste frivillige i Danmark!
Familieliv
Når alle i familien er hjemme og ingen går i skole, institution eller på arbejde, så vil det skabe udfordringer i hjemmet. Vores frivillige i baba og Bydelsmødre har mærket en markant stigning i samtaler og henvendelser om familielivet og om hvordan man kan få det til at hænge sammen i en hverdag, der ikke minder om noget, vi har prøvet før. Når man bor mange under samme tag i lang tid ad gangen, vokser grobunden for konflikter sig større. Man kommer tættere på hinanden – på godt og ondt. Her har vores frivillige hjulpet med at sætte struktur på hverdagen, talt om roller i hjemmet, arbejdsfordeling og hjemmepasning og -undervisning.
baba har haft særligt fokus på hjemmeundervisningen og den digitale platform Aula, fungerer som bindeled mellem skoler og familier. Mange af de fædre og familier, som baba har kontakt til, er ikke digitalt vante og derfor har digitaliseringen af hverdagen og folkeskolen, været svær at tackle for mange og børnene har derfor haft svært ved at følge hjemmeundervisningen. De baba-frivillige har derfor ringet rundt og tilbudt rådgivning i at logge på, skrive til lærere og downloade materialer til lektier og opgaver.
Myndighedernes retningslinjer
Både Bydelsmødre og Baba har en unik adgang til en målgruppe, som det øvrige samfund og særligt det offentlige har svært ved at nå. Mange i målgruppen har ikke dansk som modersmål, og nogle mangler de sproglige kompetencer til at forstå og følge myndighedernes anbefalinger vedrørende Covid-19. Yderligere er der mange i målgruppen, som har familie spredt ud over hele verden, og landenes forskellige retningslinjer og regler om smittefare, lægehjælp, afstand, indkøb, gåture osv. bidrager derfor til mere forvirring. De frivillige Bydelsmødre og baba-fædre har derfor brugt en masse tid på at oversætte myndighedernes anbefalinger og retningslinjer til flere sprog samt at hjælpe med at bygge bro mellem retningslinjer og hverdagen og at gøre retningslinjerne konkrete og brugbare i praksis.