Ny erhvervsdrivende fond skal arbejde med sociale investeringer
Sociale investeringer vinder lige nu indpas flere steder i Europa og gør det muligt at adressere og finansiere forskellige velfærdsudfordringer, som påvirker samfundsøkonomien negativt. Der findes en række forskellige sociale investeringsmodeller, men fælles for dem alle gælder det, at de skal bidrage til at løse konkrete sociale velfærdsproblemer for det offentlige samtidig med at de skal levere et konkret afkast. Med stiftelseskapital fra Bikubenfonden og Tuborgfondet stiftes nu Fonden for Sociale Investeringer (FSI).
Fonden arbejder for at hjælpe udsatte og sårbare målgrupper, og Fonden ejes af sit gode formål, hvorfor eventuelle overskud geninvesteres i fondens projekter eller uddeles til gode formål.
Fonden for Sociale Investeringer stiftes med det sigte at udvikle sociale programmer inden for alle velfærdsområder, hvor samfundet, herunder både kommuner, stat og regioner har behov for hjælp til at løse velfærdsudfordringer, som rummer sociale perspektiver. Fonden arbejder gerne sammen med investorer, som prioriterer det sociale område og et socialt afkast.
FSI’s første program er projektet ”Kvinder i job”, hvis formål er at få indvandrerkvinder i arbejde. Forud for projektet er der på baggrund af en bevilling fra Bikubenfonden gennemført et større pilotprojekt sammen med IKEA, De Forenede Dampvaskerier, Odense og Frederiksberg Kommune, hvor metoder og businesscase er blevet udviklet og afprøvet med rigtig gode resultater til følge. Metoderne som er indført i Kvinder i job bygger på metoder udviklet i søsterorganisationen Fonden for Socialt Ansvar, der til daglig driver den frivillige indsats Bydelsmødrene, som netop har modtaget Kronprinsparrets sociale pris.
”Vi har, igennem vores indsats Bydelsmødre, 10 års erfaring med empowerment af indvandrerkvinder og herunder med at flytte dem både tættere på det danske system samt på job og uddannelse. Stiftelsen af Fonden for Sociale Investeringer og Kvinder i job-projektet gør det dermed muligt for os – i samarbejde med erhvervslivet og kommuner - at hjælpe de tusindvis af kvinder med minoritetsbaggrund, som i øjeblikket står uden for arbejdsmarkedet”, siger Thit Aaris-Høeg, som, udover sit fortsatte virke som adm. direktør for Fonden for Socialt Ansvar, nu også er direktør for Fonden for Sociale Investeringer.
”Vi ser et stort behov og potentiale, og med den store efterspørgsel, der er på arbejdskraft i Danmark lige nu ikke mindst i social- og omsorgssektoren samt i eksempelvis detailhandlen, er en indsats målrettet mod beskæftigelse af minoritetskvinder både givtig for den offentlige sektor og private virksomheder og dermed for den danske økonomi, som vi gerne vil være med til at styrke”, afslutter Thit.
En stærk bestyrelse står bag
Bestyrelsesformand partner advokat, Kurt Bardeleben glæder sig til at komme i gang.
”Jeg er stolt over at være med i front, når Fonden for Sociale Investeringer og Kvinder i job skydes i gang, og jeg ser meget frem til arbejdet med sociale investeringer. Jeg håber, at både kommuner og stat vil bakke op om det gode initiativ. Det her er kun begyndelsen”, siger bestyrelsesformand Kurt Bardeleben.
Fonden for Sociale Investeringer har til huse på Bygmestervej 10 i København.
Hvis du ønsker yderligere informationer eller har lyst til at høre mere om Fonden for Sociale Investeringer, kontakt venligst Thit Aaris-Høeg, administrerende direktør for Fonden for Sociale Investeringer – thit@socialinvestering.dk eller +45 3050 1228.