Fester, Fritid, Forældre, Fremtid og Friends
Af Søren Østergaard, Center for Ungdomsstudier
Når man rykker op i Superligaen, har man brug for voksne, der ikke bare bliver siddende på tilskuerpladserne.
Et fodboldhold fra 1. division, der kvalificerer sig til at spille med i Superligaen, har i udgangspunktet seks uger til at opfylde de krav, der er til at spille på dette niveau. Det betyder, at de skal opgradere deres stadion til superliga-standard, indkøbe nye spillere og finde 100 frivillige vagter osv. Og det hele skal ske på samme tid. Det ikke er nogen helt enkel øvelse.
En tilsvarende udvikling gennemgår tre ud af fire i den ungdomsårgang, som i sommer er blevet optaget på en gymnasial uddannelse. Der skal bruges mere tid på lektier og afleveringer, transport og erhvervsarbejde. Andelen af unge der har et erhvervsarbejde fordobles, og hvor to ud af ti gik til fest hver uge i 9.kl., stiger tallet til syv ud af ti på ungdomsuddannelserne. I lighed med de klubber, der rykker op i Superligaen, er det en udvikling, hvor det hele stort set sker samtidig, og som godt kan give lidt sved på panden.
De fleste klarer heldigvis denne overgang på ret kompetent vis. Desværre er der en gruppe af unge, som kæmper med at få tingene til at fungere. Og det er i høj grad dem, der giver anledning til bekymrende overskrifter om angst, stress, ensomhed mm.
Friends – at være en del af en relationel præstationskultur med høj grad af eget ansvar
De venner man får på ungdomsuddannelserne, er nogle, man selv har valgt og fundet sammen med. Man deler ikke en lang fælles historie, som man gjorde med sine folkeskolevenner. Man har måske fundet sammen om fælles interesser, holdninger eller lignende. Alligevel – eller måske netop derfor – er gymnasievenskaberne skrøbelige. De opstår og skal udvikle sig i, hvad man kan betegne som en relationel præstationskultur, hvor det gælder om at være en succes både fagligt og socialt.
Ifølge Synonymordbogen er et andet ord for succes ”et Tilløbsstykke”. Og for en gruppe af elever er man netop en succes, hvis man som person er et Tilløbsstykke – altså én de andre ønsker at være sammen med. Er man ikke er et Tilløbsstykke, er man uden for fællesskabet. Fællesskaber i gymnasiet er i udgangspunktet kendetegnet ved, at du er ude, og herfra skal du kæmpe dig ind. Det sætter en pige fra 2.g ord på:
”I gymnasiet er du grundlæggende set alene, og du er selv ansvarlig for at komme med i en gruppe. Grupper åbner sig ikke bare. Du skal selv mase dig ind i fællesskabet ... Dem, der ikke formår det, har det svært i gymnasiet, for der er ikke nogen, der kommer og samler dig op ”.
At være en succes i et fællesskab uden historie kræver, at man gør noget, at man træder frem. Gør man ikke det, er man ”ude”. Og det er måske her, man skal kigge efter de 11 % af pigerne, der angiver ikke at have nogle meningsfyldte sociale relationer. Dem der oplever sig selv som ensomme, blot fordi de ikke formår at mase sig ind.
Forældre og andre voksne sætter sig til rette på tilskuerpladserne
I overgangen til gymnasiet trækker det store flertal af forældre sig fra uddannelsesstederne. Dels på opfordring, dels fordi det store flertal af forældre har stor tillid til deres børns evne til selv at styre gymnasieprojektet med alt, hvad det indebærer. Flertallet af elever efterspørger da heller ikke deres forældres engagement i hverken skoleprojektet eller i andre områder af deres liv. Eleverne oplever, at forældrene trækker sig, som en naturlig del af deres eget projekt med at blive voksne.
Gymnasieprojektet bliver dermed et projekt, der skal håndteres på egen hånd. De unge søger inspiration fra vennerne, som forstår én, fordi de er samme sted i livet, men som netop derfor ikke nødvendigvis har flere svar end én selv.
Hvis man ser på elevernes trivsel, tyder noget på, at de godt kunne have brug for, at der en gang imellem var en voksen, der tog fat i én og skabte det rum for refleksion, hvori de unge kan forholde sig til spørgsmål som; hvad det er for et liv, de ønsker, og hvordan de undgår at blive en del af den statistik, der viser, at 1/3 af eleverne i gymnasiet er stressede eller den stigende andel der angiver at de lider af angst.
Der er brug for voksne til at skabe rum for refleksion
Vores værdier udvikles i dialog, og I stedet for at gentage de ikke særligt konstruktive forældrespørgsmål fra grundskolen; Hvad har du lavet i dag? - bør forældre til elever på ungdomsuddannelser i højere grad spørge ind til ”hvorfor” og ”hvordan”. Stille spørgsmål, der lægger op til personlig refleksion om, hvad der er vigtigt for den enkelte unge. Er det kun vigtigt for mig at være et Tilløbsstykke? Eller er det lige så vigtigt for mig at være ”et Livstykke”? – forstået som en livsglad person, der har fundet en god balance mellem at gøre og at være.
I en relationel præstationskultur kan man ikke forvente, at der er plads til disse spørgsmål. De kræver ofte andre arenaer, hvor der er mindre på spil, og hvor relationen er givet. Det kunne være forældre, søskende, bedsteforældre og andre, hvor relationen i udgangspunktet ikke er skrøbelig og til forhandling. Eller i nattelivet, hvor jeg oplever voksne som Natteravnene, der ikke har noget på mig.
Det er oplagt, at forældre og andre voksne bør kaste forsigtigheden over bord og insistere på at stille spørgsmål til ”ungdomsprojektet”. Så de unge bliver bedre til at håndtere og forvalte det pres, som mange oplever. Det er vigtigt at understrege, at det ikke handler om, at de voksne skal tage styringen. I en kultur hvor det meget handler om at passe ind, skal de derimod hjælpe unge til selv at tage styringen i eget liv. Det kan være ved konsekvent at turde etablere de rum, hvor der er plads til en hel grundlæggende refleksion omkring spørgsmålet: ”Hvad er det, der er vigtigt for mig og hvorfor egentlig?”.
Kilde: Undersøgelse fra 2017 baseret på besvarelser fra 2000 elever på STX og HHX ”Det er vigtigt at være en succes…”.