Positiv evaluering af baba-indsatsen endelig udgivet
Center for Boligsocial Udvikling (CFBU) har de seneste år fulgt vores indsats og den flotte og positive evaluerings-rapport er nu endelig tilgængelig.
Vi har ventet længe på endelig at kunne skrive en nyhed om, at CFBUs evalueringsrapport af vores indsats endelig er frigivet. CFBU har evalueret vores arbejde de sidste to år og har fulgt tæt med i udviklingen af baba - og nu er den meget positive rapport endelig klar til at blive læst af omverdenen.
15 frivillige når ud til mere end 600 fædre
Hele vores koncept er bygget på peer-to-peer, så det er for os helt afgørende, at vi nu kan vise, at vores frivillige i den grad også bliver klædt på til at lave peer-to-peer, og at de i, selv for os, overraskende høj grad, skaber en kultur for at snakke om det at være far i de udsatte boligområder, og dermed får sat farrollen på dagsordenen på en helt ny måde end tidligere set.
Rapporten viser, at 15 frivillige fra Nørrebro og Høje Taastrup er nået ud til mere end 600 andre fædre, hvor de bl.a. har spurgt nysgerrigt ind til, hvordan de ønsker at være gode fædre, hvordan de gør tingene hjemme hos dem og fortalt om egne dilemmaer i forhold til det at være far, for at få andre fædre til at åbne op og fortælle om egne dilemmaer.
Forskning viser, at mødre, der snakker om deres dilemmaer i forhold til at være mødre, får rigtig stor gavn af det, som også kommer deres børn til gode. Men hos fædre har vi ikke en kultur for at snakke om de svære ting ved at være fædre. Det vil vi lave om på, og det kan vi nu se, at vores frivillige i den grad er med til at ændre.
Dialogmøder på en ny måde (dillemamødet)
Rapporten viser, at vores dialogmøder med fagpersoner, der har med børn og unge at gøre, er rigtig gavnlige i forhold til at nedbryde fordomme og opbygge tillid og forståelse mellem fædre og fagpersonen, og dermed kan bane vejen for nye muligheder for samarbejde -til gavn for børnene.
På Nørrebro endte mødet ud i, at sundhedsplejen og fædrene efterfølgende udarbejdede en flyer, som de 56 sundhedsplejersker på Nørrebro nu deler ud til alle første-gangs-fædre for at fortælle, at far er vigtig, og at man håber, at fædrene i højere grad vil deltage i besøgene af sundshedsplejen.
Samtidig konkluderer rapporten, at fædrene bliver brobyggere mellem systemet og andre fædre. Der eksisterer mange fordomme og historier om, at systemet kommer og tager børnene, og de frivillige i baba tager det på sig at formidle og udglatte, når de hører rygter, som florerer i boligområderne.
Download CFBUs evalueringsrapport om baba-indsatsen: Her