baba afholdt første årsmøde på Bornholm
I weekenden d. 7.- 8. oktober afholdt baba sit første årsmøde for frivillige fædre på Bornholm. 21 fædre deltog i årsmødet, som er en stor milepæl i udviklingen af baba.
babas første årsmøde - en milepæl i indsatsen
Afholdelsen af årsmødet i weekenden d. 7.-8. oktober var babas første årsmøde nogensinde. Det er en stor milepæl, der er opnået. For første gang har der således været fædre fra de fire områder, hvor der er gennemført forløb for frivillige, og hvor de nu arbejder selvstændigt videre på at styrke fædres deltagelse i børns liv, samlet.
"Det har været super fedt at se fædre på tværs af byer og boligområder samlet, og vi er meget glade for det engagement, som fædrene under weekenden har vist, i forhold til at bringe baba, som koncept og indsats op på næste niveau", siger Asger Johannsen, der er konsulent i baba.
Et engageret og stærkt fællesskab
Engagementet og lysten til fællesskabet er noget af det, der har vagt størst glæde hos ansatte og frivillige. "Det har været fedt at opleve, at vi er et voksende fællesskab, der vil det samme. Det har været rigtig positivt at møde alle de andre frivillige fra de andre områder også", siger Mohamad Jahim, der er frivillig i baba på Nørrebro.
Weekenden har således været en bekræftelse på, at der er et godt fundament at arbejde videre på, når vi nu går ind i næste fase i konsolideringen af baba som landsdækkende indsats.
Klar til næste niveau
Og lige netop også engagementet og lysten til at være med i fællesskabet har været i centrum i løbet af weekenden. Med afholdelsen af årsmødet overgår baba nemlig fra at have været et udviklingsprojekt og til at være et udviklet koncept, der skal udbredes og forankres. Og de frivilliges input er helt centrale i den sammenhæng. I baba er det nemlig en kerneværdi, at indsatsen er en indsats med fædre og ikke for fædre.
"Hvis vi ikke får fædrene med, så kommer vi til at løbe alene. Ved at sikre, at det er fædrenes ideer og visioner for baba, der bliver omdrejningspunktet for den kommende udvikling, får vi mulighed for at skabe en bevægelse, der kan gøre en forskel. Vi har i løbet af weekenden fået meget værdifuld viden og sparring af de frivillige ildsjæle, som er med i baba", udtaler Asim Latif, teamchef i sekretariatet i baba.
Noget af det, der vil blive sat fokus på i den kommende tid, er at videreudvikle forankringen af indsatserne lokalt, samt at etablere en platform, hvor de frivillige kan kommunikere på tværs, så de kan videndele, sparre med hinanden, samt dele de ting, de laver lokalt. Ligeledes udarbejdes der fremadrettet et nyhedsbrev til de frivillige, samtidig med at merchandise til de frivillige kommer højt på dagsordenen.
Dialog med PET
Under weekenden mødtes fædrene også med PETs forebyggelsesenhed i en dialog om børns behov online og fædres rolle i forhold til at forebygge radikalisering af unge på nettet. Det var et meget spændende dialogmøde. Både fædre og PET blev klogere på hinanden og fik opbygget tillid, og begge parter har også efterfølgende givet udtryk for, at de gerne vil mødes igen. "Det var spændende at mødes med medarbejderne fra PET, og få bekræftet, at de er gode nok, og at vi i bund og grund arbejder for at forebygge mange af de samme ting", udtaler Senol Sahan, der er frivillig i baba i Fredensborg.
"Vi glæder os til at se fremad sammen med de frivillige"
"Nu glæder vi os rigtig meget til at videreudvikle den vision vi og de frivillige fædre har tilkendegivet for baba i forhold til fremtiden. Jeg synes virkeligt, at det er super spændende at være en del af at bringe baba videre op til et endnu stærkere niveau", afslutter Asger Johannsen fra baba.