Traditionen tro passede Natteravnene på de unge på J-dag

Natteravne i næsten 100 byer var ude på J-dag fredag d. 2. november, hvor julebryggen blev skænket kl. 20.59 på diskoteker, caféer og værtshuse. Natteravnene samarbejder med Tuborg om at udbrede budskabet om at J-dag er en glad aften, hvor både unge og voksne drikker julebryg med respekt for sig selv og for omgivelserne.

”J-dag er en aften hvor tusinder af danskere går ud for at hygge sig og tage hul på julestemningen. Det er en aften, hvor man let kan få en tår over tørsten, og især de unge bliver fristet. Derfor er Natteravnene på gaden det meste af aftenen og natten, fortæller, Claus Staunstrup Nilsson, Chef for Natteravnene.

En glad aften for de unge
Natteravnene er frivillige voksne, som hver weekend passer på de unge i nattelivet. Og J-dag er en af årets helt store aftener. Her er flere Natteravne ude end normalt.
”Vi gør meget for, at det skal blive en glad og festlig aften. Vi har uddelt Tuborgs populære blå nissehuer og bolsjer til de unge, og som altid er nissehuerne blevet revet væk. Det var en god aften, hvor vi også har fået mulighed for at få en snak med de unge om at drikke med respekt, siger Claus Staunstrup Nilsson”.

Han understreger, at Natteravnene ikke kommer med løftede pegefingre, de unge ved det jo godt. De bliver bare mindet om det i en hyggelig tone. ”Vi har et mangeårigt samarbejde med Carlsberg/Tuborg om at J-dag foregår på en ansvarlig måde. Vores fælles mål er, at de unge skal have det sjovt uden at få for meget at drikke, slutter han”.