Alle kender Natteravnene

En dugfrisk kendskabsmåling fra Advice/Epinion viser, at næsten alle danskere kender Natteravnene. Kendskabsgraden blandt forældre er steget til 98%, og blandt de unge er den nu hele 75 %.

I år 2013 blev Natteravnene evalueret af KORA. Analysen viste, at kendskabet til Natteravnene i målgruppen unge i alderen 16-24 år var 74% - og 94% blandt forældre. Evalueringen viste også, at Natteravnenes arbejde blev vurderet positivt i forhold til at skabe tryghed i nattelivet. Målingen viste, at man antog kendskabsgraden både blandt de unge og deres forældre for at være nedadgående. Den nye kendskabsmåling foretaget af Advice/Epinion december 2017 viser nu, at dette bestemt ikke er tilfældet. Kendskabet til Natteravnene er steget i begge målgrupper og har aldrig været højere.

Forældre
Blandt forældre kan man godt tillade sig at fastslå, at alle kender Natteravnene. Så Natteravnene må siges, at være et meget stærkt og stadig levende brand. Forældrene siger, at Natteravnene har en tryghedsskabende effekt, som gør at man som forældre til teenagere føler sig mere rolig, når de unge er ude alene i nattelivet.

En mor udtaler: ”Min søn har selv talt med Natteravne flere gange og har fortalt, at deres tilstedeværelse lægger en dæmper på optakt til slagsmål, og at de har været med til at få urostiftere til at gå hjem”
 
De unge
I den unge målgruppe opfattes Natteravnene som ”de ældre med børn”. Natteravnene opfattes som ”rigtige” voksne, som du kan tale med, og som kan hjælpe dig, hvis du har brug for det. En af de unge udtaler:
”Jeg synes, det er godt, at der er nogle, som gider bruge tid på at hjælpe og, at det gøres på frivillig basis. Det er især nogle af de helt unge i nattelivet som virkelig ikke har styr på, hvad de laver, og som har brug for at der er en "rigtig" voksen til at hjælpe en gang imellem”.

Natteravnenes indsats har størst betydning i forhold til…

  • 96% af de adspurgte forældre mener, at Natteravnene i høj eller meget høj grad har betydning for omsorg og hjælp til berusede unge. Tallet for de unge er 82%
  • Hele 94% af de adspurgte forældre mener, at Natteravnene i høj eller meget høj grad har betydning for trygheden for unge i området. Tallet for de unge er 82%
  • Hele 90% af de adspurgte forældre mener, at Natteravnene i høj eller meget høj grad har betydning for trygheden for forældre i forhold til deres børn. Tallet for de unge er 83%.

 

Kilde: Advice 2018.
Datagrundlag: 220 respondenter i den primære målgruppe, unge 16-24 år, samt 319 forældre med børn i alderen 16-24 år. Respondenterne er nationalt repræsentativt fordelt på køn, alder og region.