Når jeg føler mig alene og ensom
Film om ensomhed
Den eneste ensomme sok i skuffen
Natascha fortæller om at være 'den eneste ensomme sok i skuffen', og være helt nede og skrabe bunden. Hun udviklede sig meget forskelligt fra sine tidligere veninder, og kom til at føle sig meget ensom i sin klasse.
Fabio og Isabelle fortæller, hvordan de selv var generte, og hvilken betydning det har at man forstår det, ikke melder fork ud, men inviterer hver gang.
'Out of the ordinary'
At skille sig ud og være anderledes betyder ikke, at man automatisk bliver mobbet. Christoffer fortæller i sine film om at være 'out of the ordinary'. Han går stadig op i hvordan folk ser på ham, men hans venner er med til at give ham selvtillid og mod til at være sig selv og turde tage nye chancer.
"Jeg spillede ikke fodbold og fik langt hår. Folk troede jeg var bøsse, og brugte det som skældsord. Det var ret hårdt. Men jag havde mit safety net. Mine gamle venner. Tidligere tænkte jeg ’Jeg håber ikke folk ser mig på den her måde’. Nu tænker jeg ’Jeg håber folk ser mig på DEN her måde.’ Det at vide, at der er nogen, en jævnaldrende, ven eller en kusine, som accepterer én, det gør virkelig den store forskel" - Christoffer, 22 år
Hvordan kan man bryde med sin isolation og ensomhed og få venner udenfor skolen? I stedet for at kæmpe for at komme ind i et fællesskab, hvor man ikke føler sig velkommen?
Natascha fortæller om at finde fritidsinteresser og glæden ved få venner, som man kan relatere sig til.
Det at skille sig ud er en god icebreaker. At skille sig ud og være anderledes betyder ikke, at man automatisk bliver mobbet. Opmærksomheden giver Christoffer mulighed for at snakke med en masse forskellige mennesker. Han går stadig op i hvordan folk ser på ham, men hans venner er med til at give ham selvtillid og mod til at være sig selv og turde tage nye chancer.
Hvad det gør ved én, når man ikke bliver inviteret med og alle sidder og snakker om det, mens man sidder lige ved siden af. Hvad sker der, når man forsøger at tilpasse sig de andres normer – som man reelt ikke er enig i?
Gode råd fra unge
Tro på at du nok skal møde nogen
"Selvom man går i en klasse, som man ikke har noget til fælles med - og det gør én utrolig ked af det - har jeg bevaret troen på, at jeg nok skal møde nogen. Det er et begrænset antal mennesker i gymnasiet i forhold til det antal mennesker, jeg kommer til at møde i mit liv" - Natascha, 3.g
Deltag i snakken selvom det måske ikke er det sjoveste
"Min måde at tænke på har hjulpet mig til at acceptere følelsen af at gå op i andre ting end mine klassekammerater. Men det er alligevel vigtigt at tage med til arrangementer og deltage i samtaler, selvom man ikke synes, det altid er det sjoveste at snakke om" - Natascha, 3.g
Vi har jo alle sammen et eller andet
"Når man tænker efter, har vi alle sammen ét eller andet. Jeg får svedige hænder og fødder, Frida bliver ildrød i hovedet hvert andet øjeblik, Katrine er spiseforstyrret og tyk og har mega komplekser over sin krop – okay, det har vi faktisk allesammen - Philip har en diagnose hvor han har tics og siger virkelig mærkelige lyde, August er usikker på grund af sin dominerende far, Mahmoud har en tarmsygdom, hvor han tit ikke kan komme i skole… og ja, vi ved bare de ting om hinanden, og jeg tror bare, det gør noget godt" - Nina, 2.g
Find én der accepterer dig
"Det at vide, at der er nogen, en jævnaldrende ven eller en kusine, som accepterer én, det gør virkelig den store forskel" - Christoffer, 22 år
Prøv at finde andre, som du har lyst til at gøre ting sammen med
"At finde en fritidsinteresse giver mulighed for at få nye venner, der kan fylde det ud, som du går og mangler. Det har gjort, at jeg har kunne overleve 3 år i gymnasiet. Måske kan du komme til at holde af dem" - Natascha, 3.g
Man skal kunne lide mig, som jeg er
"Man prøver nok at tilpasse sig de andre for at passe ind. Men det er ikke godt at bøje sig for gruppepres. Folk skal kunne lide én for den, man er" - Natascha, 3.g
Søg det sociale et sted med folk du kan relatere til
"I stedet for at kæmpe for at høre til et sted, hvor man bliver ked af det, skal man søge nye steder, hvor der er folk, som man kan relatere sig til" - Natascha, 3.g
Invitér alle hver gang I skal være sammen
"Man skal ikke melde folk ud ved f.eks. at sige 'når hende der siger ikke noget, så gider vi ikke have hende med' – folk skal have tilbuddet hver gang" - Isabella, 3.g
Tag hinanden seriøst
"Sig aldrig til én, der er ked af det over at være udenfor ’det er da dumt, sådan skal du ikke tænke’. Hvis du vil hjælpe skal du netop huske, at personen er ked af det. Tag det i stedet seriøst og spørg personen, hvad hun eller han har brug for du gør, hvis du ikke selv ved det" - Natascha, 3.g
Invitér folk over – men tag det i deres tempo
"Det er vildt vigtigt at invitere hinanden, men også tage det i personens egen tempo. Man kan prøve at spørge ’hey, har du lyst til at være med herovre?’" - Fabio, 3.g
Sig godmorgen til alle
"Det tog lang tid at forstå, vi havde mobning i vores klasse. Men altså, vores studievejleder og teamlærere bad os om, at finde frem til nogle ting, som vi ville gøre anderledes allerede fra næste dag. En af tingene var at sige godmorgen til alle. Vi var 3 drenge og 2 piger, der aftalte at gå foran. Det var lidt akavet i starten. Vi gjorde et stort nummer ud af at sige godmorgen til alle, og folk begyndte at synes, det var sjovt. Og de to, der var helt udenfor i klassen, grinede med. Det var ret cool at se, at vi kunne opnå det, ved at gøre så lidt" - Milan, 3.g
De fleste kender til at føle sig ensom
At være alene med sig selv er helt nødvendigt nogle gange. At trække sig fra alt det sociale, finde sin egen ro, og fordøje de ting, der sker i ens liv. Få fred inde i hovedet fra al den kommunikation, der foregår 24/7. Det kan også være, at man har brug for at koncentrere sig om at lave sine lektier.
Så det at være alene er noget helt almindeligt, og noget vi har brug for som mennesker. Man kan også trække sig lidt væk fra andre, når man har brug for at tænke over nogle ting, beskytte sig mod noget, eller øve sig i at blive dygtig til noget.
Ensomhed er derimod ufrivilligt og noget vi alle kender, almindeligvis i kortere perioder. Det kan være, at man ankommer til en fest, og ens bedste veninde ikke er der. Så rammer ensomhedsfølelsen én et øjeblik. Der, hvor ensomhed bliver slem, er der, hvor den unge er hensat i ensomhed i længere perioder.
En pige på 17 fortæller:
”Jeg føler mig meget anderledes end de fleste andre unge… jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal forklare det..sådan..forkert..siger det forkerte..ser forkert ud..alt hvad jeg gør er akavet…lige meget hvad jeg prøver, så har jeg en indre stemme, der slår hårdt ned på det jeg siger, eller prøver at gøre, for at komme ind i samtalen med de andre eller..så bliver jeg helt lammet... sidder der bare, og tænker på, hvad de andre tænker… at de kan gennemskue mig… i deres øjne må jeg bare være en vildt mærkelig, stille, kedelig person, men inden i mig er der skrig og selvbebrejdelser over, at jeg ikke kan slippe ud af mig selv. Jeg er lukket fuldstændig inde i mig selv. Det ender altid med, at jeg går virkelig ked af det hjem... går op af de samme trapper, sætter nøglen i den samme lås… ind i alt den tunge ensomhed, som bare sluger mig ind i alt det grå…”
Rigtig mange unge kender til at føle sig helt alene, uden nogen jævnaldrende at dele sine tanker og oplevelser med. At være ensom er at være alene, uden at ville være det. Nogle føler sig ensomme hver dag. Andre føler sig ensom ind i mellem.
Selv når man er omgivet af mange mennesker, kan ensomheden sidde lige under overfladen.
En dreng fortæller: ”Du kan godt være ensom, selvom du er blandt mange. Hvis du ikke har nogen connections…hvis du ikke føler nogen samhørighed med andre, så kommer den her ensomhed”.
En pige fortæller: ”Selvom jeg sidder sammen med alle mine venner fra klassen og snakker og griner, kan jeg føle mig ensom. I min klasse kan der godt være en lidt hård tone, og hvis man er ked af det en dag, kan man ikke vise det… jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan bare ikke vise den side af mig selv overfor pigerne i klassen. Så går jeg et andet sted hen, hvor jeg kan være alene…og græder…”
Man bærer en maske
For rigtig mange unge er det vigtigt at give andre det indtryk, at man er populær og har mange venner. At udstråle, at man lever et spændende aktivt liv, og aldrig er alene og sårbar. Når man tænker lidt efter, er ingen mennesker glade konstant, står op om morgenen og ligner modeller klar til fest, og omgivet af fantastiske venner 24/7. Men det indtryk vil man gerne give, og de sociale medier bugner af unges glamourøse liv. Når man tager en snak med de unge inde bag facaden, afslører de, at de bærer en maske for at give andre indtryk af, at de er en succes. Nogle digter ekstra ting på det, de har oplevet, for at leve op til myten om det perfekte liv. Alt sammen kan forstærke følelsen hos den enkelte, at man er den eneste i verden, der er ensom og ikke som de andre. En del fortæller også om følelsen af skam, der kommer oveni, og at det er svært at komme ud af sin ensomhedsboble. Men der er ting, man selv kan gøre, og der er ting, man som kammerat eller ven kan hjælpe med, for at bryde ensomheden.
Filmen ‘Hvor længe kan du holde vejret?’ illustrerer, hvordan 12 helt almindelige gymnasieelever bærer maske. Se filmen her.
Ensomhed kan opleves forskelligt
Ensomhed kan have udviklet sig på flere måder. Måske hører man til den lidt mere stille type. Eller man kan være blevet mobbet, eller blevet såret efter at være afvist af sine venner eller kammerater. Mange unge kæmper med at føle sig meget anderledes end sine klassekammerater, og føler sig skæv eller forkert. Ens familiebaggrund og opvækst er måske lidt anderledes, og det er svært at få øje på, hvad man har til fælles med andre. Man kan mistrives på flere områder, og har ingen at dele de svære tanker med. Nogle unge mener, at de ikke er interessante for andre, og ikke har noget at byde ind med i samværet. Man rammes af usikkerhed og generthed, og så kan det blive akavet. Man kan føle sig udstillet blandt de andre, og det er ret ubehageligt og flovt.
Det er naturligt at passe på sig selv
En naturlig reaktion er at passe på sig selv og trække sig ind i sig selv for undgå at havne i ubehagelige situationer igen. Men man kan også trække sig så meget ind i sig selv, og blive så vant til at være alene uden jævnaldrende, at det bliver en fastlåst situation. Her kan det være svært at åbne sig for andre og have tillid til, at de oprigtig er interesseret i én. Man er ligesom blevet lukket inde i sig selv og sine tanker og følelser, og her er der brug for hjælp, så den negative spiral brydes.
Fakta om ensomhed
- 6 % af eleverne på gymnasiet føler sig ensomme i en grad, hvor de overvejer at droppe uddannelsen. Det svarer til 1-2 elever i hver klasse. (Kilde ”Ensom i Gymnasieskolen, 2009, Mathias Lasgaard)
- Ensomme elever kan udvikle lavt selvværd, som giver dårlig livskvalitet på længere sigt.
- Kortvarig ensomhed er helt normalt og uskadelig.
- Langvarig ensomhed kan mindske eller helt ødelægge vores sociale kompetencer.
- Langvarig ensomhed minder om en stresstilstand og er skadelig for vores krop og sind.
- 6,4 % af de 16-29 årige føler sig ofte eller altid ensomme. Det svarer til 64.000 mennesker (Lasgaard & Friis 'Ensomhed i Befolkningen').
Kender du en der er ensom
Vi har selvfølgelig alle sammen brug for nogle at være sammen med. At lave ting sammen med for eksempel gå på cafe eller i biografen, snakke om vores liv, vores oplevelser og problemer, og til at hjælpe, når vi står i vigtige situationer, eller skal træffe vigtige valg.
Ensomhed kan være:
- hvis man ikke føler, at man har nogen jævnaldrende at tale med om det, man går og tænker på, eller ting, man oplever.
- hvis man lige har været oppe at skændes med sin mor eller far, eller har bekymringer og glæder, som man vil dele med jævnaldrende, men ikke har nogen.
- hvis man ikke har nogen at lave lektier med eller lave hyggelige ting sammen med som for eksempel at gå på cafe eller gå en tur.
- hvis man ikke har nogen at betro sig til og tale med, hvis man er trist eller ked af det.
- Ikke at have nogen, der kender én, og ved hvem man er bag facaden.
(Kilde: Ida Koch)
Nogle unge rammes af ensomhed, hvis de har en sygdom eller har problemer i familien, som gør, at de ikke kan komme i skole hver dag. Hvis klassen skal lave grupper eller fx skal i biffen sammen, bliver de ofte glemt, og derfor kan man komme til at føle sig ret isoleret og ensom i sin klasse.
Kan der være ensomme unge i din klasse?
- Er der nogle af dine klassekammerater, der går meget alene og ikke rigtig taler med nogen?
- Måske er der nogle, der aldrig bliver valgt til i gruppearbejde?
- Eller næsten altid er den sidste til at forlade lokalet?
- Nogle sidder måske alene i frikvartererne?
- Måske siger de nej til fester, og afviser generelt invitationer?
- De kan virke lukkede og isolerede og måske afvisende overfor klassen?
- Nogle kan virke som om de er oversete?
- Er der nogle i din klasse, som ofte er væk fra skolen, fordi de f.eks. har en fysisk eller psykisk sygdom og går til behandlinger?
- Eller ofte er fraværende af andre grunde, som fx familieproblemer eller personlige problemer?
- Har du lagt mærke til andre tegn...?
Det kan være at du genkender noget fra dig selv eller andre i spørgsmålene. Det vigtige er, at du begynder at tænke, at der findes muligheder til at komme fri eller på afstand af ensomheden. Det kan du blandt andet gøre via 'Det her kan du prøve, når du ofte føler dig ensom'.
Det her kan du prøve - når du ofte føler dig ensom
Der er selvfølgelig nogle ting, man selv eller klassekammeraterne kan gøre, hvis nogen føler sig ensomme eller udenfor på skolen, men det er i høj grad også de voksnes opgave. Der er meget skolerne og lærerne kan gøre, og de har også et ansvar for elevernes trivsel. De kan gøre meget for at forebygge ensomhed, og de kan hjælpe eleverne til at tage det første skridt ud af ensomheden ved at støtte eleverne.
Find film, historier og podcasts om ensomhed
Du skal vide, at der er mange andre, der har præcis de samme følelser og oplevelser som dig. Det kan være rart at lytte og se andre fortælle om det, man kender så godt, så prøv at finde nogle film, historier eller podcasts om unge og ensomhed på nettet. Du kan bruge det du ser eller hører til at finde frem til, hvad andre bruger af redskaber til at tage skridt ud af ensomheden.
Øv dig på det sociale på nettet
At chatte eller skrive sammen på nettet når du gamer eller er på forskellige hjemmesider, kan være et godt sted at starte. Måske kan du finde sider, hvor andre unge kender til nogle af de følelser, som du har. Måske kan I bare skrive om alle mulige ting, som bare kommer op. Her er der ikke ansigtsudtryk, som du skal forholde dig til, og det kan være lettere at starte på den måde. Og husk at nettet er godt at øve sig på, men du skal også ud og begå dig face to face.
Tag et lille skridt allerede i morgen
Der er også være små dagligdags praktiske øvelser du kan bruge. Du kan allerede fra i morgen på vej til gymnasiet vælge noget musik, som gør dig glad og lyt til det på din vej. Du kan sige et lille mantra til dig selv i takt med, at du går f.eks.: 'jeg kan godt, jeg kan godt...' eller 'jeg kan, jeg vil...' måske finde en person, du kan få øjenkontakt med på din vej, og send måske et lille smil. Prøv at gøre det samme i klassen, når du træder ind af døren til de andre.
Send et lille smil ud og måske et hej.
Find en person der inspirerer dig
Tænk over, om der er en person eller en type fra en serie eller en film, som du godt kan lide, og som du kunne lade dig inspirere af til at tage nogle vigtige skridt til tage kontakt til andre. Du skal ikke være den anden person, men lade dig inspirere af noget personen gør, som kunne være en ide at afprøve i dit liv.
Har du øvet dig før
Ofte har vi som mennesker, på et eller andet tidspunkt øvet os på de ting, vi gerne vil have skal fylde mere i vores liv. Og måske har det være så lidt, så du har glemt det. Du kan også prøve at tænke tilbage på, hvilke tidligere gode oplevelser du har haft, når du var sammen med andre? Hvad gjorde det til en god oplevelse? Hvad kan du komme i tanke om, du gjorde? Måske sad du sammen med én, du var tryg ved, eller slappede af i situationen eller noget tredje? Du kan måske øve dig på at gøre noget af det samme, når du er sammen med andre?
Find nogen at tale med
Find en person i klassen eller omkring dig i hverdagen, som virker okay. Forbered nogle spørgsmål, som kunne åbne en samtale. Hvad taler man om i din hverdag, og som du selv synes er interessant? Fx musik, mad, film og serier, kørekort, lærere, lektier, pauser, (irriterende) søskende eller forældre, kæledyr, gaming, nyheder… og måske får du undervejs lyst til at fortælle lidt om din ensomhed? At tale med én om din ensomhed, kan give håb og tro på, at det kan blive bedre.
Øvelse gør mester
Du kan også prøve at sige ja til at tage med de andre på cafe, i biografen, i lektiecafeen eller fredagsbaren eller noget helt andet. Du kan for eksempel sætte et mål at være der i 5 minutter?
Hvis du bliver nervøs eller får svært ved at være i situationen, kan du finde nogle rigtig gode øvelser i appen under METODER, som kan hjælpe dig til at slappe mere af i situationen.
Hvis modet svigter, så husk dig selv på, at alle kender til at føle sig ensom. De andre ved måske ikke, hvordan du har det. De fleste unge går og tænker over deres egne problemer eller ting, der sker i deres liv. Øvelse gør mester, og det er en god idé at øve sig på at være sammen med andre. Det, der er svært at gøre, kan også være det, der er vigtigt at gøre.
Snak med en mere moden person
Nogle har glæde af først at tage en snak med en person, der er lidt ældre end en selv, inden de kaster sig ud i snakke og være sammen med jævnaldrende. Det kan være én, som man er tryg ved for eksempel en klassekammerats mor eller søskende, ens moster eller onkel, ens tidligere pædagog eller lærer eller en helt tredje.
Snak med din studievejleder eller en lærer
Din studievejleder eller en lærer på gymnasiet kan også være god at tale med. Han eller hun er vant til at tale med unge om deres liv og problemer. Du kan finde mere inspiration under 'Hvad er det næste skridt', som viser muligheder for at få kontakt til en person, du kunne have lyst til at tale med.
Find interesser udenfor skolen
Nogle unge har stor glæde af at opsøge steder, hvor man dyrker en interesse sammen med andre unge, f.eks. dans, sprog, sport eller lave mad. Eller finde frivilligt arbejde i f.eks. Red Barnet Ungdom, Ungdommens Røde Kors, projektfrivillig.dk eller andre steder med frivilligt arbejde. Måske er det noget for dig? Du kan også kontakte Ventilen, hvor du møder andre unge, der føler sig ensomme. Her kan du øve dig på det sociale sammen med unge frivillige og andre unge, der har ensomhed inde på livet.
Det her kan du prøve - når du ind i mellem føler dig ensom
Vi kender nok alle til at blive ramt af ensomhed i en sårbar situation. Det kan for eksempel være, hvis man har haft en rigtig dårlig dag, og måske har skændtes med sine forældre eller en ven. Eller man sidder med en svær aflevering, og man føler, at man er den eneste, der ikke kan overskue det. Eller måske har man kæresteproblemer, eller har fået en dårlig nyhed, som bare gør én helt frustreret eller ulykkelig. I de situationer har man bare brug for én, der lytter og forstår én 100 %.
Overvej om der er brug for hjælp – eller om du faktisk selv kan klare det
Nogle gange kan man klare det selv – andre gange har man brug for en voksen eller en ven.
Det, som du oplever vil de fleste i din klasse kunne nikke genkendende til, hvis de sad her nu.
Der er altså ting, som er meget almindelige for alle mennesker: at skulle stå alene i svære situationer. Nogle gange kan det være godt at opleve, at man lykkes med at klare det og komme igennem det på egen hånd. Men der er situationer, hvor der er brug for én, der støtter og hjælper én igennem. Hvis du oplever at være usikker og have det dårligt, er det ikke sikkert at andre er klar over det. Måske er du den eneste der ved det...
Hvem er den rette til at hjælpe
Træk vejret ned i maven, og brug 10 sekunder på at tænke over, om du har brug for en støtte? Hvis ja, så tænk over, hvem der kunne være virkelig hjælpsom at tage kontakt til og snakke med?
Du kan også prøve at tænke over, om du tidligere har klaret en tilsvarende svær situation på egen hånd? Hvad gjorde, at du klarede det, tror du? Hvad gjorde du? Kan du måske gøre noget at det samme lige nu?
Vil det være godt for dig, at tale med en bestemt person lige nu?
Tal med din studievejleder eller en sød lærer
Hvis du oplever ensomhed ind i mellem, kan du tage en snak med din studievejleder eller en lærer på gymnasiet, som du tror kan være god at tale med. Han eller hun er vant til at tale med unge om deres liv og problemer.
Skyldes din ensomhed måske, at der er problemer i klassen, kan du starte med at tale med en person i klassen, som måske også oplever noget af det samme som dig. Sammen kan I gå videre med det til en lærer eller en studievejleder, som I mener kan hjælpe?
Tal med skolens psykolog eller coach
Nogle gymnasier har tilknyttet en psykolog og nogle har også en elevcoach, som man kan få samtaler hos. Spørg din studievejleder eller på kontoret.
Hvordan kan jeg hjælpe en klassekammerat?
Sejt at du vil hjælpe en ven eller kammerat. Ros til dig!
Når man hjælper andre, påvirker det ens selvværd positivt – ret forrygende ikke?
Klassekammeraterne kan gøre en del, hvis nogen føler sig ensomme eller udenfor på skolen. Men husk også at det i høj grad også de voksnes opgave. Der er meget skolerne og lærerne kan gøre, og de har også et ansvar for elevernes trivsel. De kan gøre meget for at forebygge ensomhed, og de kan hjælpe eleverne til at tage det første skridt ud af ensomheden ved at støtte eleverne.
Prøv et øjeblik at forestille dig hvordan det er at være i den persons sko lige nu
Hvad tror du, personen kunne have brug for? Prøv at tænke på hvordan det vil føles at blive mødt af en person der, gerne vil hjælpe. Og finde frem til hvilken stemme og hvilket imødekommende udtryk, du kan bruge som første kontakt til personen. Måske kan du fortælle om dine egne erfaringer med ensomhed.
Vær åben og inviter din kammerat med
Vi har alle sammen behov for fællesskab, men det kan være forskelligt, hvilken type fællesskab, man har lyst til at være med i, og hvordan man har lyst til at være med. De store vilde fester er fx ikke interessante for alle. Nogle foretrækker at lave helt andre ting sammen, og her kan du spørge, hvad personen kunne tænke sig at lave - og prøve at gå med på ideen.
Nogle unge fortæller, at de ikke rigtig tror på sig selv, og at de ikke har noget at bidrage med, som de andre vil kunne lide. Derfor kan de finde på at sige ”nej” til invitationer, fordi de tror, at ingen i virkeligheden gider være sammen med dem. Der isolerer man sig, og putter sig i hjørnerne. Det er ikke særlig sjovt, men de fortæller det ikke til nogen. Det er forståeligt nok for at beskytte sig. Men sådan kommer de ikke ud af deres ensomhed.
Vær interesseret, spørg og inviter og invitér og invitér
For ikke at tabe ansigt, vælger nogle unge, at være alene, og virke afvisende. De siger nej til mange ting, fordi det er det nemmeste. Så undgår man er blive rød i hovedet, kæmpe med, at man ikke ved, hvad man skal sige, undgår at virke kejtet og mærkelig i andres øjne.
Her er det bedste at være interesseret, spørge og invitere – måske rigtig mange gange, før man får et ja.
Det tager tid at bygge mod op
Det kan også være for meget for personen at skulle være 2 personer face to face, og her kan du invitere til en aktivitet, så fokus er på dét. Det kan også være en idé at invitere til noget, hvor I er flere, så fokus er på alle og ikke kun personen. Det tager tid at bygge modet op til at være sammen med andre.
Forbered dine klassekammerater
Dine klassekammerater kan måske undre sig over, hvorfor du vil i kontakt med pigen eller drengen i klassen, som virker afvisende, eller som måske virker mærkelig og akavet i deres øjne. Forbered et svar til dem, og få dem med på at hjælpe med at få personen ind i fællesskabet.
Det fede ved at hjælpe andre er også, at man bliver glad ved, at se personen bliver glad og vide med sig selv, at man er en, der hjælper andre.
Kontakt dem der har fravær
Er der nogle i din klasse, som ofte er væk fra skolen, på grund af for eksempel sygdom eller familieproblemer?
Du kan kontakte dem og spørge, hvordan de har det og spørge lidt ind til deres liv og hverdag. Du kan skrive en sms eller sende en sød snapchat eller bruge andre sociale medier… Så kan det være lettere for dem at svare, når de lige har lidt tid til at reflektere over det, du skriver.
Få personen med i din gruppe
Når I laver grupper, kan du sikre, at personen bliver inviteret med i gruppen. Også selvom han eller hun ikke er i skole den dag. Du og dine klassekammerater må ikke blive sure, hvis personen siger nej. Husk at der kan være mange grunde til det, og det kan du spørge ind til.
Brug digitale platforme men husk også at invitere personligt
Du kan sikre, at personen altid inviteres med ved at oprette platforme online, så alle altid kan følge med i, hvad der sker og inviteres med, og altid kan være en del af fællesskabet på denne måde. De sociale medier kan virke uforpligtende, så husk også at invitere personligt, og få personen til at føle sig velkommen.
Her kan du få hjælp uden for skolen
Der er nogle ting, man selv kan gøre, man det er vigtigt at huske på, at dit gymnasium, studievejledere og lærere har ansvaret for at skabe trivsel for alle i klassen.
ventilen.dk
Ventilen kan tilbyde et sted, hvor der er trygt at komme for unge mellem 15 og 25 år.
Ventilen har 15 mødesteder rundt om i Danmark. Her mødes unge og frivillige og snakker og hygger. Ofte laver man mad sammen, går i biffen eller sidder og spiller spil. De har også aktiviteter, hvor man spiller bold eller laver andre fysiske aktiviteter.
Du kan skrive til ventilen på info@ventilen.dk eller ringe og høre nærmere på tlf. +45 70208308
headspace.dk
Headspace er et anonymt og gratis rådgivningstilbud til unge op til 25 år. Ingen problemer er for store eller små, og alt foregår på de unges præmisser.
Tjek det ud og se om det er noget for dig.
Du kan starte med at læse andre unges historier eller ringe til det nærmeste headspace.
Se kontakt info her.
girltalk.dk
Denne side er et frirum til unge piger op til 24 år, som har brug for en at tale med. På Girltalk.dk har du mulighed for at få luftet både de svære tanker og følelser, men også glæderne og succeserne.
Du kan chatte her.
SMS’se og få anonym rådgivning på 8900800
dr.dk/tvaers
TVÆRS er et DR P3 radioprogram, hvor du både kan lytte og læse om andre unge, der fortæller om deres problemer, og får råd og vejledning. Du kan høre det både som podcast eller søndag aften kl. 20. Du kan skrive til teamet bag TVÆRS på facebookgruppen.
Du kan også skrive ind på tvaers@dr.dk
psykiatrifonden.dk
Hos Psykiatrifonden er de vant til at tale med unge om de forskellige problemer. Du er anonym, og samtaler er gratis.
Du kan ringe og tale med en fagperson på Rådgivningen tlf: +45 39252525. Du kan tjekke åbningstider på hjemmesiden.
Du kan også chatte med en rådgiver på chatten.
mitassist.dk
På Mit Assist kan du skrive med andre unge om emnet. Du stiller et spørgsmål, du får et assist.
Samtaler med psykolog via Sygesikringen
Du kan få en henvisning til en psykolog hos din egen læge, hvis du har problemer indenfor disse områder.
Din læge vil vurdere dette, og hvis du får en henvisning, skal du være opmærksom på, at der er en del af udgiften, som dine forældre eller du selv skal betale. Den er dog langt mindre, end hvis du går direkte til en privatpraktiserende psykolog.
Din læges kontakt info står på dit gule sygesikringskort.
Du kan finde en psykolog her.
Samtaler med psykolog, stress-coach eller psykoterapeut med egenbetaling
Du kan også vælge selv at betale fuld pris for samtaler med en psykolog eller stresscoach. Eller måske få dine forældre til at hjælpe med betaling.
Har du eller din familie en forsikring
Nogle familier har en sundhedsforsikring eller andre typer forsikringer, såsom indboforsikring eller ulykkesforsikring, som giver adgang til gratis psykologsamtaler.
Livslinien
Hvis livet eller en situation opleves så svær, at du har selvmordstanker, kan Livsliniens rådgivere hjælpe dig til at sætte ord på det, der er svært og hjælpe dig til at se andre muligheder.
Du kan kontakte Livsliniens på telefon, +45 70 201 201 alle årets dage fra 11-04, eller Livsliniens chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17.
Projekt NETWERK
Netwerk handler om at skabe stærke fællesskaber og god klassekultur og udbrede viden om ensomhed til unge på ungdomsuddannelser.
Er det noget for dit gymnasium? Se mere her.
Natteravnene
Du kan altid tage kontakt til Natteravnene, når du er i byen eller ude i nattelivet (voksne i gule frakker). Natteravnene er der for dig, hvis du har brug for en snak eller en hjælpende hånd. Natteravnene er typisk på gaderne i weekenden, men du kan også møde dem til byfester eller andre større begivenheder i dit lokalområde.