De udfordrede gymnasieelever

Denne tekst handler om gymnasieelevers trivsel og mistrivsel – med fokus på det sidste. Den er baseret dels på egne erfaringer som gymnasiepsykolog og dels på ungdomsforskning.
Teksten handler om, hvad der kan ligge til grund for mistrivslen, hvilke symptomer og lidelser mistrivslen kan føre til, og hvad den enkelte lærer / studievejleder kan gøre for at hjælpe eleverne helskindede igennem gymnasiet. Det er vigtigt at tage hånd om ´det hele unge menneske´ og ikke blot forholde sig til elevens adfærd og præstationer.

 
Det er forståeligt, at lærere kan føle sig frustrerede og endog magtesløse i f.t. elever eller hele klasser, der har det svært. Man kan føle sig inkompetent eller have berøringsangst. Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er lærernes / studievejledernes opgave at gå hele vejen med eleven / klassen, men at hjælpe eleven / klassen til at få den nødvendige hjælp andetsteds. Det forudsætter, at læreren ´ser´ i ordets videste forstand. For at se, skal man vide, hvad man skal se efter og så derefter handle – først og fremmest ved tale med eleven / eleverne.
Det er gymnasieskolens opgave at skabe såvel optimale faglige som trivselsmæssige rammer for de unge, så de kan lære og udvikle sig. Her er lærere og studievejledere væsentlige aktører.

Der er i hovedsagen to grunde til at gå i gymnasiet. Begge vægter voldsomt for de unge. For det første går de selvsagt i gymnasiet for at lære noget og dermed forsøge at sikre deres fremtid. Gymnasiet er adgangsbilletten til en lang række mellemlange og lange videregående uddannelser. Og gymnasiet er den mest prestigefyldte af samtlige ungdomsuddannelser. For det andet går de unge i gymnasiet af sociale grunde. For at få nye venner, have det sjovt og være en del af et fællesskab. Nogle elever vælger endog faglig retning alt efter, hvad deres kammerater gør. Tiden i gymnasiet er en del af de unges identitetsprojekt og har betydning for resten af deres tilværelse.
At forventningerne indfries, både de faglige og de sociale, er helt afgørende for et ungt menneskes motivation for og kræfter til at gennemføre det treårige gymnasieforløb og for hans/hendes trivsel. De heldige klarer sig godt på begge områder. De håndterer kravene, afleverer, har ikke for meget fravær, klarer sig nogenlunde karaktermæssigt i f.t. deres ønsker, og de trives med de andre elever i klassen. Begge dele er vigtigt.
Andre trives godt socialt, men har store faglige problemer – eller omvendt – de klarer sig fagligt tilfredsstillende, men føler sig uden for og ikke som en del af fællesskabet. Begge dele giver problemer. Det er vanskeligt at trække sig igennem en krævende ungdomsuddannelse på ét ben.

 
Målsætningen om at næsten alle efter endt folkeskole skal gennemføre en ungdomsuddannelse koblet med årelange budskaber om, at det bedste og sikreste og det, der giver højest status er at tage en gymnasial uddannelse, har ført til at 74 % af alle unge vælger gymnasiet efter endt folkeskole.  Den heraf følgende socialt og økonomisk bredere rekruttering til gymnasiet kan ses som et demokratisk gode, men indebærer også nogle vanskeligheder. En del gymnasieelever kommer i dag fra hjem med meget dårlig økonomi eller fra familier, hvor der ikke er tradition for boglighed, hvor der ikke diskuteres hen over aftensmaden og hvor forældrene er ude af stand til fagligt at hjælpe deres børn. Det mærkes sprogligt og på disse unges refleksionsniveau. De får vanskeligheder, ikke fordi de er dårligere begavet, men fordi de ikke er tilvænnet det efterhånden meget akademiske gymnasium. Så alene de unges familiære baggrund og deres erfaringer indeholder en mulig risikofaktor i f.t. frafald og mistrivsel.

Heldigvis trives de fleste børn og unge i Danmark og de klarer sig gennem ungdomsårenes mange krav og opgaver på en relativt upåfaldende og stilfærdig måde. Naturligvis render de ind i skuffelser, usikkerhed, nederlag og konflikter. Men de kommer igennem vanskelighederne og ud på den anden side, mere erfarne og bedre rustede til at klare voksenlivets snubletråde og strabadser.

 

Mange undersøgelser vidner dog om, at omkring hver femte unge mistrives i større eller mindre grad og af mange forskellige grunde. ( bl.a. Nielsen og Sørensen, 2010 og Koch, 2010) Mistrivsel betyder her: ikke at have det godt, være trist, have mistet lysten til at deltage, have mistet modet, fremtidsperspektivet osv. Når man mistrives, er livet ikke godt. Nogle mistrives så alvorligt og så længe, at de får egentlige symptomer på mistrivsel. Symptomerne kan f.eks. være stress, og heraf afledte symptomer, såsom søvnproblemer og manglende hukommelses- og koncentrationsproblemer. Det kan være social fobi og ensomhed,  selvbeskadigelse, f.eks. cutting, det kan være alkohol- og andet misbrug (især hash), spiseforstyrrelser, depressioner, angsttilstande, kriminalitet og selvmordsadfærd. Samtlige af disse symptomer kan føre til fravær og frafald og er altid udtryk for, at der er noget galt i den unges liv, og at de ikke trives.

Hver enkelt unge har sin egen historie, og er forskellig fra alle andre. Alligevel kan det være relevant at se på typer af forhold, der kan skabe mistrivsel. Mistrivslens arnested kan ligge i det nære: i familie- og opvækstforhold, i netværket eller manglen på samme, det kan ligge i skole-/uddannelsessystemerne og/eller det kan ligge i mere overordnede samfundsmæssige forhold. Jeg skal give nogle eksempler.

 

En del unge har et skrøbeligt bagland. De kan komme fra familier uden tryghed, hvor de ikke har fået den nødvendige omsorg, kontakt og støtte, hvor de ikke er blevet set, eller ikke føler sig elskede. Nogle er vokset op i dysfunktionelle familier med misbrug, overgreb, uro og vold. Andre er vokset op i materiel fattigdom eller i familier med alvorlig fysisk eller psykisk sygdom. Nogle har mistet nærtstående, enten fordi de er døde, eller fordi de har mistet kontakten med dem. Alle sådanne forhold kan true de unges selvfølelse og vanskeliggøre udvikling, trivsel og læring.
Mistrivslens risikofaktorer er mere ´demokratisk´ fordelt, end man umiddelbart skulle tro. (bl.a. Nielsen og Sørensen, 2010 og Ottosen, 2010 0g 2014) Omsorgssvigt, dysfunktionalitet i familien, fraværende forældre, traumatiske skilsmisser m.v.  forekommer i alle sociale lag, ligesom der findes unge, der mistrives alvorligt i familier, hvor alt umiddelbart og udvendigt ser ud til at være i orden. I sidstnævnte kan mistrivslen være mere skjult og tabuiseret, og kan lettere blive overset af professionelle voksne, f.eks. lærere og studievejledere.

 

Socialt netværk
Udviklingen af identitet og sociale kompetencer sker sammen med andre. Med voksne, nære og fjerne, med kammerater, venner og bekendte. Sociale kompetencer er sådan noget som at kunne føre en samtale, udveksle meninger, håndtere konflikter, samarbejde og i det hele taget begå sig. Nogle unge har kun nær og fortrolig kontakt med forældre, men har ingen nære jævnaldrende relationer. Andre har kun bæredygtig og tæt kontakt med jævnaldrende. Unge mennesker har behov for begge dele, og de fleste har da også det. Men der er et mindretal, der hverken har fortrolig kontakt med forældre, andre voksne eller med jævnaldrende.
For barnet er de væsentligste socialiseringsaktører forældrene og andre i barnets nære omverden. Men  fra og med teenageårene sker den væsentligste socialisering i jævnaldrende-netværket og sammen med andre voksne end forældrene, f.eks. lærere på gymnasiet. Forældrekontakt er fortsat betydningsfuld, men forældrene går gradvist fra at have hovedrollen i børnenes liv til at få en statistrolle i de unges liv. (Koch, 2000) Andre voksne kan få stor betydning, men især er det at have et jævnaldrende  netværk helt centralt.  Alle ´billeder´ på det gode ungdomsliv er beskrevet som liv i fællesskaber, med venner, kærester og bekendte. Med udviklingen af de sociale medier kan kontaktnetværket kvantificeres i antal likes, followers osv. Populariteten og det modsatte og andres interesse og det modsatte kan måles og sammenlignes, og er synlig for alle i klassen eller gruppen.
Ikke alene udvikles sociale kompetencer igennem samværet med andre, vi udvikler også vores selvbillede, vores identitet, gennem spejlinger fra og kontakt med andre.  Med andre ord indebærer manglen på nære relationer en risiko for stor selvusikkerhed og sårbarhed. Beviset på, ´at jeg ikke er noget værd, er at der ikke en nogen, der vil være sammen med mig´.
Mange unge har ingen eller ikke tilfredsstillende relationer, og det slår ind i deres skoleadfærd og -præstationer. Måske har de bekendte, men ingen der kender dem inde bag facaden, og de har ingen at dele deres tanker, tvivl og følelser med. Kontakter på de sociale medier kan ikke erstatte relationer i den fysiske verden, men de kan supplere og inspirere. Ensomhed blandt unge er et betragteligt og alvorligt problem i dag.
Godt 8 % af alle 16-24-årige oplyser at de ofte føler sig uønsket alene. (Den Nationale Sundhedsprofil, 2013) og en undersøgelse blandt gymnasieelever viser, at 6% føler sig tit eller altid ensomme. (Lasgaard M. og Kristensen, 2009)
Det er dokumenteret, at ensomhed og mangel på fortrolig kontakt med såvel voksne som jævnaldrende udgør en alvorlig mistrivselsfaktor og dermed en risiko også for marginalisering. Ensomme unge plages af lav selvfølelse, udelukkelse fra udviklende fællesskaber, koncentrerer sig og husker dårligere, har lav grad af sundhedsadfærd og øget risiko for depression, selvskadende adfærd og selvmordsadfærd. (Lasgaard, 2006 og 2007, Koch og Bryld i Wiborg, 2007 og Koch, 2014)
Bag megen skole- og uddannelsesfrafald i det hele taget ligger ensomhed og social isolation. (Rasmussen og Due, 2007)

 

Nogle elever har erfaringer med mobning fra folkeskolen. 16% af unge i 9.klasse har f.eks. været udsat for digital mobning inden for det seneste år. (Børnerådet, 2017) Nogle undersøgelser viser, at der er mindre mobning i gymnasiet end i folkeskolen, andre det modsatte. Uanset, er der heldigvis meget fokus på forekomsten af mobning (bl.a. den digitale mobning) i gymnasieskolen.  Tidligere kunne børn og unge fjerne sig fra de arenaer, hvor de følte sig mobbet. Efter skole, kunne de få fred. Men med internettet og ikke mindst de sociale medier, er der ikke længere en ´escape-knap´.
Den, der har oplevet at være blevet mobbet og holdt ude fra fællesskabet bringer typisk disse negative erfaringer med ind i næste sociale arena, f.eks. gymnasiet. Sådanne unge bliver ofte sky og undgår måske ligefrem samvær med andre af angst for nye skuffelser eller overgreb. Konsekvensen af mobning er bl.a. generel mistrivsel, dårlig selvfølelse, social usikkerhed/angst, ensomhed og selvmordsadfærd.

 

De kontekster, de unge befinder sig i på ungdomsuddannelserne, er under pres. De gymnasiale uddannelser bliver i disse år økonomisk kraftigt beskåret, hvilket har medført lærerfyringer og ekstra belastninger på de tilbageværende lærere. I tillæg opleves en massiv præstationsorientering bl.a. forårsaget af taxametersystemet. Disse forhold presser lærerne, der igen kan komme til at presse eleverne. Der er risiko for at den samlede pressituation især vil gå ud over de svagest stillede elever.
Det faglige pres på og kravene til elever i gymnasiet er markant, kvalitativt og kvantitativt – og mit indtryk er, at presset og kravene har været stigende gennem de sidste ca.10 år. Der er mange afleveringer, mange store opgaver og stadige deadlines. Der skal løbes ganske hurtigt for ikke at få afleveringsfravær. Dertil kommer, at det afleverede gerne skal leve op til forventningerne om at klare sig godt. Og i klasserummet skal eleverne ikke blot være fysisk til stede, men også være aktivt deltagende, tage initiativer, være nysgerrige, kreative osv. Så både det kvantitative og det kvalitative pres er øget.
Mange gymnasieelever føler et konstant pres og en usikkerhed i f.t. at være god nok og har en evindelig følelse af ydre evaluering, konkurrence og sammenligning på alle parametre.
Kampen og konkurrencen om de høje karakterer kommer ikke ud af den blå luft, og den er heller ikke ny, men dog intensiveret. Den stammer dels fra de unges egne drømme og ambitioner, dels fra forældres ambitioner og fremtidsbekymring på deres børns vegne og dels fra de skærpede adgangskrav på de videregående uddannelser. Inden for de seneste år er der sket en tredobling af uddannelser, der kræver et eksamensgennemsnit på mere end 10. Desværre har et fåtal af unge i tillæg en opfattelse af, at deres værd som menneske og hele identitet afhænger af deres karakterer. Alvorlig eksamensangst ses ikke blot på de videregående uddannelser, men også på gymnasierne. Af nogle elever føles et 7-tal som ´verdens / fremtidens ende´, et eksistentielt tab.

 

De unge kæmper således generelt med mange krav, og der er i nogle klasser også en indædt kamp om en god placering i standpunktshierarkiet og om 12-tallerne.
Kampen for at klare sig eller klare sig godt fagligt er dog ikke den eneste kamp. Eleverne kæmper også på den sociale arena, om positioner, popularitet, om likes, followers osv. De konkurrerer på udseende, gadgets, social performance, kæresteerfaringer, tøj og spændende oplevelser. Et fåtal står helt af dette ræs – men det kræver umådelig stor personlig styrke.
I tillæg til forsøget om at klare sig såvel på den uddannelsesmæssige og den sociale arena skal de unge også gerne have økonomien i orden. Som bekendt er det dyrt at være ung, der er ingen ungdomsrabatter på tøj, cafebesøg, koncertbilletter, telefoner osv. Også her handler det om at hænge med og kunne realisere det  andre kan. Nogle elever får (måske mange) lommepenge hjemme, andre får ingenting. Nogle skal endda betale for at bo hjemme. En følge af dette er, at en del elever, ved siden af skolen, slider med mange timers erhvervsarbejde. Med den bredere sociale rekruttering til gymnasiet ser vi således en polarisering mellem velhavende og mindre bemidlede elever. Alene denne forskel kan marginalisere nogle elever. De kan ganske enkelt ikke være med, hvor det sker, eller også kompenserer de med lønarbejde, der kan vanskeliggøre et tilstrækkeligt energiniveau i f.t. skolearbejdet.
De kropslige idealer, som de unge præsenteres for overalt, såvel i det offentlige rum som i massemedierne, ikke mindst på internettet, er svære eller umulige at leve op til.´ Det ydre hylster´, det som andre kan se, i modsætning til det indre, er i stigende grad blevet et mål for menneskelig værdi. De unge ved godt, at der manipuleres med billeder og de ved også, at det ikke er sundt at være så tynd som modellerne. Men idealerne om den perfekte krop indoptages, og den unges ´virkelige´ krop vil næsten altid komme til kort i en sammenligning. 10 % af de 15-24årige er utilfredse eller meget utilfredse med deres krop. (Nielsen og Sørensen, 2010) Det skaber dårlig selvfølelse og usikkerhed eller danner grundlag for en uendelig kamp for at tilnærme sig idealerne, gennem overdreven træning, slankekure og i nogle tilfælde udviklingen af en spiseforstyrrelse. Andre tynges af skyldfølelse over ikke at være ´lækre´ nok – for det er jo ens eget ansvar, man kan jo træne noget mere, spise mindre osv.

 

De unge er på overarbejde – og illusionen om det perfekte ungdomsliv og skoleliv fylder. De skal optimere sig selv, fagligt/bogligt, socialt, fysisk og personligt – og gerne også økonomisk. Ikke overraskende viser undersøgelser, at 21 % af de 15-24-årige unge i dag føler sig stressede (Nielsen og Sørensen, 2010) og lider af stresssymptomer såsom hovedpine, mavepine, nervøsitet, søvnproblemer og svimmelhed og generelt dårligt humør. Forekomsten af sådanne stressymptomer ses i dag hyppigere hos børn/unge end hos voksne og er og er mere end fordoblet fra 1987 - 2010. (Due m.fl., 2014) Når elever har det sådan, mistrives de.
Hertil kommer, at ansvaret for udvikling, læring og liv i det hele taget i stigende grad er blevet et individuelt anliggende. Det gælder også for folkeskoleelever, men føles for alvor i gymnasiet. I folkeskolen er rammerne langt mere definerede, og eleverne bliver fulgt meget tættere af lærere og forældrene, end hvad der er almindeligt for gymnasieelever. I gymnasiet er de unge på egen hånd i en socialt løsere struktur og meget høj grad af autonomi. Det kræver betydeligt overblik, selvtillid og selvdisciplin at håndtere overgangen fra folkeskole til gymnasiet.

 

De unge har hørt det et utal af gange: Du er (selv) ansvarlig for dit liv, din udvikling og dermed også din fremtid. Du kan blive hvad du vil, når blot du vil det nok. De unge skal skabe sig selv. Disse budskaber har to sider: På den ene side signalerer det frihed, selvbestemmelse og valgmuligheder. På den anden side er det ildevarslende: Hvis du ikke klarer dig, er det din egen skyld. Både ansvar for vellykkethed og skyld for nederlag er blevet individualiseret.  Det skaber ængstelse hos mange og utilstrækkeligheds- og skyldfølelse hos dem, der ikke kan leve op til ´standarden´, eller ikke kan kontrollere deres livsprojekt, hverken uddannelsesmæssigt, udviklingsmæssigt, udseendemæssigt eller socialt. Årsagspilen peger indad: ´Jeg er ikke god nok.´´Jeg havde jo alle mulighederne, dem har jeg nu brændt – det er min egen skyld´. Det er en af flere grunde til, at vi i dag ser flere unge, der har indadrettede mistrivselssymptomer, såsom depressioner, angst, cutting og anden selvskade, selvmordsadfærd m.v., fremfor udadrettede mistrivselssymptomer, såsom kriminalitet af forskellig art, anden asocial adfærd m.v. Mistrivslen har fået andre udtryk eller fremtrædelsesformer grundet de unges forståelse af ansvaret for vanskelighederne.

En kultur, hvor det handler om at præstere og performe lægger op til at mennesker viser sig frem med deres bedste og stærkeste sider, og omvendt skjuler det vanskelige. Således også gymnasieelever. De plejer ´det ydre hylster´ og bestræber sig på at vise lærerne og kammeraterne, at de har styr på tingene, at de er med og er glade. Cool, calm og collectede – tjekkede og seje! Uanset hvordan de har det indeni.
Og når de så ikke synes, at de kan være i det sociale: i skolen, på cafeen, på jobbet med andre, med deres tristhed, utilstrækkelighedsfølelse, nervøsitet eller andet er de tilbøjelige til at trække sig bort fra andre, og i enerum forsøge at restituere sig. Først når de ikke længere kommer til at afsløre, hvor skidt de har det, dukker de ud på de sociale arenaer igen. Meget fravær og i sidste ende frafald skyldes, at elever ikke kan ´holde masken´ og at de for alt i verden ikke vil vise svaghed. Jeg kalder disse unge: Diskrete problembærere. (Koch, 2010)

 

Det betyder, at det for f.eks. lærere kan være svært at få øje på de unge, der har behov for hjælp, en samtale, en henvisning til psykolog eller anden hjælp. Fordi de gemmer sig. Og går man til dem med et spørgsmål som: ´Jeg har tænkt på dig, på om du har det godt?´ kan sagtens blive besvaret med et: ´Jeg har det okay´, selvom det ikke nødvendigvis er sandt. En del af tidens gymnasieelever kvier sig ved at åbne sig om det besværlige og utjekkede, og har svært ved selv at bede om hjælp. Det er flovt og pinligt, synes de. Eller de synes, at deres problemer ikke er alvorlige nok, noget de ikke kan være bekendt at bede om hjælp til. Andre har det jo nok værre! Det er forståeligt, men jo ikke hensigtsmæssigt i f.t. at få hjælp.
For at situationen med de ganske mange elever, der mistrives, kan afhjælpes, er det for det første væsentligt, at eleverne er orienteret om, at der er hjælp at hente. Budskabet: Tal med nogen – er rigtig vigtigt. Der er hjælp blandt lærerne, hos studievejlederne, hos skolens ungdomspsykolog (hvis skolen har en sådan), i kommunen osv. Der findes også en række anonyme telefon-, net- og chatrådgivninger og nu også i appen ”LifeMap”, hvor elever kan få hjælp til at komme videre.
For det andet er det væsentligt, at skolens personale er opmærksomme på alle elever og på den samlede klasses måde at fungere på. På elevernes deltagelse og deres tilstedeværelse i klassen, på ture, på skolerejser, i frikvarterer m.m. Det er vigtigt at lærerne er opmærksomme på interaktionen i klassen. Er klasserumskulturen i orden? Hvordan er sproget? Er der tegn på aktiv eller passiv mobning og udelukkelse? Er der elever, der aldrig bliver valgt ved gruppearbejde? Er der elever, der helst ikke vil deltage i idræt? Er der elever, der klarer sig fint skriftligt, men som aldrig siger noget i timerne?
Og i forhold til de enkelte elever, hvad er det så for mistrivselstegn lærerne / studievejlederne skal se efter? Det kan f.eks. være tristhed og ugladhed hos en elev. Eleven, der ikke deltager i samtaler, helst trækker sig eller ikke har lyst til noget. Det kan være eleven, der altid ses alene. Det kan være den meget tavse eller meget usikre elev. Eller en elev, der pludseligt har forandret sig fra f.eks. at være aktiv og ydende, glad og til stede, forberedt osv. til at være passiv, virke trist – hvad skyldes det? Det kan være eleven med meget fravær eller eleven, der virker umotiveret eller irritabel. Alle dette kan være eksempler på elever, der måske mistrives - det må undersøges.
For det tredje er det helt afgørende, at læreren tager sin egen bekymring eller iagttagelse på sig og reagerer. Dvs at hun/han henvender sig til eleven, fortæller hvad hun/han har bemærket eller tænkt, og spørger, om der er noget eleven ønsker hjælp til, eller vil tale om. Det kan som sagt være, at eleven ønsker at benægte, at hun har det svært, det har hun lov til. Så kan læreren eller studievejlederen sige: ´Jeg er glad for, at jeg så forkert. Men hvis der en dag opstår noget, du vil tale om, så er jeg der.´ Og det kan jo også  være læreren eller studievejlederen har set forkert – og så er alt jo godt. Men har eleven faktisk vanskeligheder, men benægter dette i øjeblikket, vil langt de fleste blive glade for, at nogen har bemærket det, og vil måske senere henvende sig, når de er klare til det.

 

Fraværssamtalen bruges på mange skoler til at repetere fraværsreglerne, opgøre skriftligt og fysisk fravær og belære eleverne om konsekvenserne at yderligere fravær. Naturligvis er det nødvendigt at konfrontere eleverne med deres status og eventuelle følgevirkninger. Men langt mere frugtbart og helt nødvendigt er det at undersøge hvad der ligger til grund for fraværet? Og der ligger altid noget til grund. Og det er det tilgrundliggende, der skal gøres noget ved, hvis elevens skoleadfærd skal ændres. Skyldes fraværet dovenskab eller at eleven slet ikke ønsker at gå i gymnasiet og /eller hellere vil noget andet? Jamen så skal eleven vel have lov til at sættes fri, og måske hjælpes videre uden for gymnasiet. Oftest ligger der imidlertid andre ting til grund for den utilfredsstillende adfærd. Det kan være belastende og distraherende familieforhold, det kan være alvorlige parforholdsproblemer, det kan være et rusmiddelmisbrug, det kan være faglig underlegenhed, det kan være angst eller depression, det kan være dårlig trivsel i klassen osv. Og det er disse tilgrundliggende udfordringer, eleven skal have hjælp til. Måske kan det klares i skolens regi, måske skal hjælpen hentes andetsteds.
Er det klassen, der fungerer skidt, med uheldige kliker eller dårligt sprog, med mobbe- eller udelukkelsestendenser osv. er det mindst ligeså vigtigt, at der reageres. Ikke at reagere er at meddele en stille accept. En klasse med et negativt klima går ud over alle elever, det skaber utryghed, og er en dårlig ramme for læring. Omvendt ved vi, at børn og unge lærer mere, hvis der er en god stemning i en klasse. Det er undersøgt i f.t. folkeskolens udslusningselever (Børnerådet, 2013), men det gælder utvivlsomt også for gymnasieelever. Der er mange interventionsmuligheder i f.t. at skabe bedre forhold i klassen.

 

På hjemmesiden Lifemap.dk findes der gode råd og øvelser til, hvordan studievejledere og lærere kan række hånden ud såvel i f.t. enkeltelever, der mistrives og til klasser, der fungerer dårligt.
Ligeledes er der helt konkrete anvisninger til de professionelle voksne, der har med unge at gøre i hæftet – Viden og råd om unges trivsel og mistrivsel (Nielsen og Sørensen, 2011) og i Koch, 2014.

Som det fremgår af nedenstående præsentation, har jeg været ansat tilsammen 23 år som psykolog på fem forskellige gymnasier. Den sidste periode frem til sommeren 2017.
Af en opgørelse fra de sidste 2 år på et københavnsk gymnasium fremgår følgende: Omkring 10% af samtlige elever blev af studievejlederne visiteret til samtaler hos mig. Heraf langt flest piger. Hertil kom et ukendt antal elever, der allerede gik i behandling hos privatpraktiserende psykolog, hos privatpraktiserende psykiater eller i regionspsykiatrien. 
At mindst 10% af en gymnasieskoles elever har behov for psykologhjælp, kan forekomme som et meget stort antal. Men det svarer til det antal af elever, som tilsvarende psykologer på andre gymnasier ser. Og i forhold til hele populationen, altså alle unge på alder med gymnasieelever, er det faktisk ikke mange. Ottosens undersøgelse (2014) viser således, at 26% af piger og 15% af 15-årige drenge og 35% af piger og 19% af 19-årige drenge har gået eller går til samtaler hos psykolog. Det ganske høje tal er en indikation for omfanget af mistrivsel i hele aldersgruppen.

 

Psykologordningen på det gymnasium, som jeg har været på de sidste to år, omfattede 3 støttende og afklarende samtaler til hver elev og lå i forlængelsen af studievejledernes indsats. For nogle elever var to-tre samtaler tilstrækkeligt for at komme videre, mens det for langt over halvdelen var nødvendigt at viderevisitere dem til egentlig behandling. Næsten samtlige elever bar på tegn på betydelig mistrivsel, og mange havde udviklet egentlige mistrivselssymptomer, såsom depressive tilstande, der spændte fra diagnosticeret depression til massiv tristhed og melankoli, og angst, der spændte fra generaliseret angst, social fobi og andre fobiske tilstande til angstanfald og eksamens-/præstationsangst. Knapt ¼ led af alvorlige søvnproblemer og stress. Alt sammen tilstande, der gjorde det svært eller umuligt at håndtere såvel skolehverdagens krav både fagligt/bogligt og socialt som livet i det hele taget.
Som skolens psykolog arrangerede jeg også eksamensangstgrupper for det fåtal af elever, der var så angste, at de tidligere havde måttet opgive at gå til eksamen, eller som havde klaret sig langt under deres niveau grundet angstanfald, uophørlig gråd m.v.
En del elever har det så skidt, at de overvejer at stoppe på uddannelsen. Der er imidlertid ingen tvivl om, at en kvalificeret studievejledning og psykologhjælp kan afbøde både fravær og frafald og således hjælpe studieegnede elever gennem tre vanskelige år.

Ida Koch er cand.psych. og specialist i psykoterapi og supervision. Har arbejdet som gymnasiepsykolog i perioden 1982-2003 og igen i perioden 2015-2017.

Due, P. m.fl.: Børn og Unges mentale helbred. Vidensråd for Forebyggelse, 2014.
Børnerådet: Unges erfaringer med digital mobning, 2017.
Koch, I.: Når ungerne bli´r unge – et remix. Gyldendal 2000.
Koch, I. og Bryld, T.: Der er bare ikke rigtig nogen….. i Wiborg, A.: Der er bare ikke rigtig nogen…, Ventilen DK, 2007.
Koch, I.: Mistrivsel og marginalisering blandt store børn og unge i Walther L. (red.): Unge i Mistrivsel, Forlaget JuraInformation, 2009.
Koch, I.: Unge og ungdomsproblemer / mistrivsel i Nielsen, J.C. m.fl. red.) Den svære ungdom, Hans Reitzles Forlag, 2010.
Koch, I.: Samtaler med unge – at se, møde og afhjælpe ensomhed i Lerstrup Pedersen, K.( red.): Ensom, men ikke alene. Ventilen DK, 2014.
Lasgaard.M.: Ensomhed blandt andre – en psykologisk undersøgelse af ensomhed hos unge i Danmark. 2006.
Lasgaard, M. og Kristensen, N.: Ensom i gymnasieskolen. Ventilen DK, 2009.
Nielsen, J.C. og Sørensen, N.U.: Når det er svært at være ung i DK. Center for Ungdomsforskning, 2010.
Nielsen, J.C m.fl.: Den svære ungdom, Hans Reitzels Forlag, 2010.
Nielsen, J.C. og Sørensen, N.U.: Når det er svært at være ung i DK – viden og råd om unges trivsel og mistrivsel. Center for Ungdomsforskning, 2011
Nielsen, J.C. m.fl.: Når det er svært at være ung i DK – unges beretninger om mistrivsel og ungdomsliv. Center for Ungdomsforskning, 2011.
Ottosen, M.H. m.fl.: Børn og unge i Danmark – velfærd og trivsel, SFI 2010 og 2014.
Rasmussen M. og Due, P.: Skolebørnsundersøgelsen 2010. Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, 2011.