Hvordan tager man en snak med en elev om problemer?
- En gymnasielærer fortæller
Af Dea Berthelsen
Hjælp til at graduere lektielæsning til elev med stress
Jeg havde en elev, som jeg vidste, havde haft problemer med stress i løbet af 1.g. Jeg inviterede ham på en kop kaffe på skolen og en snak om, hvordan vi kunne tilrettelægge hans lektier og lektielæsning i de timer, han havde med mig, så undervisningen ikke forværrede hans stressproblemer. Han havde tidligere fortalt mig, at hans problem f.eks. kunne være, at han overforberedte sig til timerne. Vi aftalte så, at jeg skrev en besked til ham, hver gang jeg gav klassen lektier for, hvor jeg foreslog, hvordan han kunne graduere sin lektielæsning. Gradueringen af lektierne gik så oftest fra: 'Mød op til timen, også hvis du ikke har læst' til: 'Læs de sider I har fået for i dagens lektie. Skriv de ord, du ikke forstår, ned på et stykke papir, imens du læser og tag dem med til timen, så snakker vi om dem.' Eleven fortalte mig, at det der særligt havde virket godt for ham, var, at han vidste, at det var okay, hvis han kom i skole og ikke havde forberedt sig. For mig som lærer var det enormt rart at vide, at han havde bøvlet med de ting, for så vidste jeg jo også, hvad baggrunden f.eks. var, hvis han kom i skole uden at have læst.
Spørg eleverne: er der noget, der er rart for jer, at jeg ved om jer og jeres liv?
Inden jeg skulle have årets første karakter-/standpunktssamtaler opfordrede jeg mine elever til at fortælle mig, hvis der var noget, der kunne være rart for dem, at jeg vidste f.eks. om deres personlige forhold, humør, relationer i klassen eller lignende. Det var der flere af dem, der gjorde i forskellige klasser. Jeg havde blandt andet flere elever, der fortalte mig om stressproblemer, om at de følte sig alene eller udsatte i klassen, at det var en reel udfordring for dem at møde op i skolen, at de led af depression, at de var bange for at række hånden op og sige noget foran resten af klassen, at der var bøvl på hjemmefronten, at de var ved at flytte hjemmefra…- alle mulige forskellige forhold, der påvirkede dem og havde indflydelse på, hvordan det var for dem at være gymnasieelever. Jeg erfarede, at det var rart at få viden om dette som deres lærer. Ved at eleverne valgte at fortælle mig de her ting, var det nemmere for mig, at navigere i klasserummet, fordi jeg bedre forstod baggrundene for elevernes reaktioner og bedre kunne tilrettelægge undervisningen med hensyntagen til den viden.
At hjælpe en elev med at ændre på sin rolle i klassen
Jeg havde en elev, der tit fjollede i timerne. Flere af hans klassekammerater begyndte at grine, så snart han rakte hånden op for at sige noget i timerne – sikkert fordi de regnede med, at han ville sige flere sjove ting – det plejede han jo. Jeg havde indtryk af, at det faktisk gjorde ham lidt usikker, at de grinede, uanset om han sagde noget for sjov, eller om han reelt set prøvede at bidrage med faglige ting. Som hans lærer kunne jeg høre, at han faktisk havde meget godt styr på det faglige – han var god til at forstå og fortælle om de pointer, de havde læst om til timerne. På et tidspunkt tog jeg ham til side, og fortalte ham, at han ikke skulle være bange for at sige noget i timerne, fordi han faktisk havde rigtig godt fat i det faglige. Så jeg opfordrede ham til at holde fast i det, han ville sige og fortsætte helt frem til sin pointe, også selvom de andre begyndte at fnise. Efter det fik han helt tydeligt mere selvtillid ift. at fremføre sine pointer, og han udfoldede sig som en rigtig dygtig elev. Han havde bare haft svært ved at bryde med rollen som klassens klovn, og det kunne jeg som lærer og autoritet være særlig støttende til.
Seriøs vejledning til en elev, der læser lektier, men ikke kan huske
Jeg havde en elev, der kom til mig efter en time og sagde, at han syntes, det var svært at læse lektier til timerne. Han spurgte, om jeg havde nogle tips til, hvordan han skulle gribe sin lektielæsning an. Jeg spurgte til, hvordan han normalt forberedte sig, og han fortalte, at han typisk læste de anførte sider, men at han havde svært ved at huske det bagefter. Jeg snakkede så med ham om forskellige måder, han kunne gribe det an på både alt efter, hvor meget tid han havde til det, og også om han f.eks. kunne huske tingene lige efter, at han havde læst det. Vi talte også om, hvilke former for noter han tog og om, at det kan være en hjælp at finde videoer på bl.a. youtube, hvor en anden lærer forklarer stoffet og pointer.
Jeg syntes, at det var en god idé, at han spurgte mig, da det kan være svært at finde ud af på egen hånd, hvordan man lærer eller tilegner sig viden, og det er langt fra alle, der kan bruge den lektielæsningsanvisning, der hedder ’læs ordene på siden fra start til slut og forstå, hvad det betyder’.
Fysiske øvelser om gjorde eftermiddagen sjov
Jeg havde nogle elever fra en klasse, der kom og spurgte mig, om vi kunne starte de sene timer med at lave nogle stræk-ud-øvelser eller mere fysiske lege/øvelser som en del af timen, fordi de havde haft så meget undervisning på det tidspunkt og havde svært ved at koncentrere sig. Det var rigtig fint, at de sagde det, fordi det hverken er sjovt for mig som deres lærer eller dem som elever, hvis energien i klassen er helt flad.