Natteravnene i nyt partnerskab med REMA 1000
Discountkæden REMA 1000 indtræder i nyt samarbejde med Natteravnene, der årligt er i kontakt med 750.000 unge over hele landet. Partnerskabet skal skabe endnu mere tryghed i nattelivet.
Et nyt partnerskab mellem REMA 1000 og Natteravnene betyder nu, at der fremover bliver skabt endnu mere trivsel og trygge rammer blandt unge mennesker i nattelivet landet over.
Natteravnene er årligt i kontakt med mere end 750.000 unge, som nyder godt af et smil, en sludder og et Natteravne-bolsje, der alt sammen er med til at skabe tryghed og glæde i nattelivet. For udover at være tæt på de unge i byen, forebygger Natteravnenes indsats kriminalitet og giver gode rammer for unge mennesker.
Og fremover vil REMA 1000 være med som fast partner og sponsor på Natteravnenes indsats. Konkret vil REMA 1000s økologiske kaffe, der ryger over disken i butikkerne landet over, bidrage til, at Natteravnene kan vandre i gaderne og skabe endnu mere tryghed og glæde.
Derudover sponsorerer REMA 1000 fremover de hundredetusindevis af bolsjer, som Natteravnene er kendt for at dele ud i nattelivet.
Chef for Natteravnene, Claus Staunstrup Nilsson, fremhæver det fælles målrettede arbejde med FN’s verdensmål som et naturligt afsæt for det nye partnerskab.
”Det ligger os meget på sinde at arbejde med trivsel og tryghed for vores børn og unge - og skabe glæde i lokalsamfundet. Vi glæder os derfor meget over, at REMA 1000 påtager sig et stort socialt ansvar sammen med os,” siger Claus Staunstrup Nilsson.
Indkøbs- og marketingdirektør i REMA 1000, Anders René Jensen, fortæller, at samarbejdet med Natteravnene ligger i naturlig forlængelse af et målrettet arbejde internt i REMA 1000 om at skabe tryghed og trivsel for medarbejderne.
”Vi vil gerne støtte tryghed og trivsel for alle – både når de er på arbejde eller når de færdes i nattelivet. Derfor er et samarbejde med Natteravnene en oplagt vej at gå, da vi har et fælles ønske om at sikre gode oplevelser i sikre rammer,” siger Anders René Jensen.
Natteravnene er en del af Fonden for Socialt Ansvar, som er en paraplyorganisation, der driver og sikrer rammerne for en række frivillige sociale indsatser, som alle løser nogle af samfundets alvorlige udfordringer.
Samarbejdet er startskuddet til et større partnerskab, hvor Natteravnene og REMA 1000 i fællesskab vil arbejde for at sikre tryghed og glæde blandt unge mennesker i Danmark.
Fakta om Natteravnene:
Natteravnene er en af Danmarks største frivilligindsatser med over 3500 frivillige ildsjæle, der sikrer øget tryghed i nattelivet. Natteravnene er der for unge, der har brug for hjælp, når de for eksempel har drukket for meget, er havnet i en konflikt eller har brug for en voksen at tale med. Natteravnene er i kontakt med over 750.000 unge årligt og har ved deres blotte tilstedeværelse en kriminalitetsforebyggende effekt og skaber trivsel og glæde i nattelivet i de ikoniske gule jakker.
Fakta om REMA 1000:
REMA 1000 er en landsdækkende discountkæde med fokus på kvalitet til lave priser. Under overskriften Discount med holdning arbejder REMA 1000 ud fra det tankesæt, at det er muligt at have en klar holdning til varernes kvalitet samtidig med, at varerne sælges til discountpris. Blandt REMA 1000s mærkesager er kampen mod madspild, samarbejdet med Kræftens Bekæmpelse og udviklingen af økologien i samarbejde med Gram Slot. REMA 1000 er medlem af Dansk Initiativ for Etisk Handel og har flere fairtrade-mærkede varer i sortimentet. REMA 1000s butikker er drevet efter en franchisemodel med selvstændige, lokalkendte købmænd i spidsen for den enkelte butik og kæden har i alt 332 butikker fordelt over hele landet.
Pressekontakt:
Claus Staunstrup Nilsson
Chef for Natteravnene
Tlf.: 21306099
claus@socialtansvar.dk
Jonas Schrøder
Kommunikationschef i REMA 1000
Tlf.: 21640770
jos@rema1000.dk