Ekstremisme og radikalisering

Her på siden kan du finde viden og materialer om fællesskab, radikalisering og ekstremisme

Hvad er ekstremisme og radikalisering?

Ekstremisme betyder: Yderligtgående holdninger og/eller adfærd hos personer, der udviser en stærk intolerance eller et direkte had over for bestemte samfundsgrupper og accepterer anvendelsen af ikke-demokratiske, ulovlige eller voldelige midler for at ændre noget i samfundet.

Radikalisering  dækker som begreb over den proces, en person går igennem i sin udvikling hen mod et stadigt mere ekstremistisk tankesæt og eventuelt handlingsmønster. Radikalisering er altså selve processen hen mod ekstremistiske holdninger og/eller handlinger. Der er ikke nødvendigvis en entydig sammenhæng mellem dét at have ekstremistisk ideologi og dét at have en ekstremistisk adfærd.

Den måde, folk bliver radikaliseret på, kan variere meget fra individ til individ. Der er ikke én start og ét slutmål. Der er ikke én hastighed eller én bestemt vej og udvikling. Det er en kompleks proces, og der kan ikke uddrages én specifik profil på et individ, som er i farezonen for radikalisering, ligesom det ikke er muligt at udforme én model, som forklarer, hvordan, hvorfor og hvornår en person radikaliseres.

Det er dog muligt at trække nogle af de væsentlige mønstre frem om, hvorfor og hvordan radikalisering forekommer. De inkluderer både push- og pull-faktorer efter de engelske ord for at skubbe væk og tiltrække.

Push-faktorer

Push-faktorerne er komplekse, men blandt nogle af de vigtigste ting vurderes at være:

• Personlig sårbarhed og mistrivsel: Det er forskelligt, hvor modtagelige individer er for radikalisering, ligesom man på nogle tidspunkter i sit liv kan være mere sårbar og påvirkelig end på andre. Den danske forskning viser, at ekstremistiske fællesskaber kan virke særligt tiltrækkende på personer, der af den ene eller den anden årsag oplever eksistentiel usikkerhed, for eksempel på grund af ting, der sker i familien, bestemte hændelser eller generel mistrivsel. Ensomhed og frustration er nogle af nøgleordene her, der kan skubbe særligt unge mennesker i retning af ekstremistiske netværk – eller kriminelle netværk for den sags skyld. Vi reagerer psykologisk forskelligt på de problemer, vi møder i livet, så den personlige sårbarhed varierer fra person til person.
• Oplevelsen af racisme, marginalisering eller eksklusion: Det har betydning, om man som person har en oplevelse af ikke at have samme muligheder som andre og at blive holdt uden for fællesskaber og indflydelse. Hvis nogle føler, at de aldrig får den samme chance som andre, eller føler, at de hele tiden bliver sat i en negativ bås, så kan det bidrage til, at de begynder at tage afstand fra ”mainstream samfundet” og for eksempel søger mod mere ekstremistiske fællesskaber. Det gælder bestemt ikke for alle – de fleste finder andre måder at håndtere situationen på – men for nogle kan det være blandt faktorerne.
• Oplevelse af uretfærdighed på et mere politisk plan: Hos nogle individer finder man en stærk frustration og vrede over bestemte politiske beslutninger. Det kan være et lands udenrigspolitik, krigsengagement eller flygtninge- og indvandrerpolitik. De fleste finder fredelige, demokratiske udtryk for deres frustration (politisk engagement, demonstrationer, artikler og kommentarer, etc.), men ikke alle.

Andre faktorer at overveje:

• Allerede eksisterende kriminalitet og voldsparathed: I forskningen taler man om, at der for personer, der allerede indgår i kriminel sammenhæng (for eksempel bandesammenhæng), kan være en kortere vej til ekstremistiske grupperinger og brug af vold i ekstremistisk øjemed, end der er for ”almindelige, lovlydige borgere”. Der refereres i denne sammenhæng ofte til ”cross-over” mellem de kriminelle og ekstremistiske miljøer. Der er således eksempler på, at nogle af de danske rejsende til Syrien har haft en kriminel løbebane forud for eller sideløbende med deres ekstremistiske engagement.
• Religion: Når der i Danmark tales religion og radikalisering, er det helt overvejende i forbindelse med islam. På den ene side kan det lyde logisk at argumentere, at der ligger et eller andet i sig selv radikaliserende i selve religionen islam – i hvert fald, hvis der er tale om en fundamentalistisk forståelse af religionen. Det er imidlertid svært fra et forskningsmæssigt perspektiv at påvise, at et dybt religiøst engagement nødvendigvis øger risikoen for radikalisering. En stor del af dem, der bliver radikaliseret, har svag eller ingen religiøs dannelse før deres ekstremistiske engagement, og mange kommer fra familier, hvor religion ikke fylder meget. Det får nogle til at argumentere, at manglen på en mere dybdegående forståelse af islam som religion kan gøre nogle unge mere modtagelige for ekstreme udlægninger, fordi de simpelthen mangler en sund og moderat religiøs ballast at modargumentere fra. Det er et svært og komplekst emne, hvor der ikke er ét enkelt, korrekt svar. Sikkert er det imidlertid, at flere af de ekstremistiske grupper bruger islam til at tiltrække unge mennesker og til at retfærdiggøre deres ekstreme holdninger og handlinger. Mange moderate muslimer anklager ekstremistiske grupper som Al-Qaeda og Islamisk Stat for fordrejede og forkerte tolkninger af religionen. Under alle omstændigheder fylder debatten om radikalisering og militant islamisme rigtig meget, og det er derfor, det er vigtigt også at forholde sig til religion og måske navnlig til brugen af religion.
  
• Køn: Langt oftest er der fokus på unge mænd, når der tales radikalisering. Langt de fleste tilfælde af voldelig og militant ekstremisme udføres da også af unge mænd. Det betyder imidlertid ikke, at kvinder ikke også kan blive radikaliseret og kan spille en rolle i andres radikaliseringsprocesser. Senest har sagen om ”Kundby-pigen” i Danmark samt flere sager om unge piger, der rejser ned til konflikten i Syrien, sat fokus på, at også piger og kvinder kan føle sig tiltrukket og tilslutte sig ekstremistiske netværk. Hertil kommer, at flere terrorgrupper over de senere år har målrettet dele af deres propaganda netop mod unge piger. Historisk set skal man også bemærke, at kvinder har spillet en aktiv rolle i ekstremistiske og terroristiske netværk.
  Socioøkonomiske faktorer: Det er ikke muligt at konkludere, at manglende uddannelse og lav indtægt er stærke og afgørende faktorer i forhold til at gøre individet sårbart over for radikalisering. Der er eksempler på både økonomisk ressourcestærke og ressourcesvage personer, der tiltrækkes af ekstremistiske miljøer.
  

Pull-faktorer

Blandt de vigtigste ting, der tiltrækker folk til de ekstremistiske fællesskaber, vurderes at være:

• Sammenhold/tilhørsforhold: Dét at spille en rolle, at føle sig som del af et særligt fællesskab og at tilhøre et socialt netværk, der har betydning.
  
• Mening: Dét at finde klare svar på ens problemer og frustrationer og løsninger på, hvad der skal til for at bedre ting. Ekstremistiske netværk har typisk sort-hvide forklaringer på, hvordan verden hænger sammen, og på hvad der er godt og ondt.
  
• Handling: Dét, at der ofte er spænding og aktivitet bundet op på ordene.

Radikalisering – Top Down eller Buttom Up?

Spørgsmålet om, hvad der får unge mennesker til at sympatisere med og tilslutte sig grupper som Al-Qaeda, Islamisk Stat eller Danmarks Nationale Front, er ikke et simpelt spørgsmål at besvare. Der foregår en aktiv rekruttering oppefra, altså fra organisationernes side. En gruppering som Islamisk Stat er kendt for sin målrettede og professionelle online propaganda, der navnlig appellerer til og manipulerer med unge mennesker, der føler sig marginaliseret i de vestlige samfund. Samtidig er der radikalisatorer, der fysisk tilnærmer sig unge mennesker for ”at tale dem ind” i ekstremistiske miljøer. Der er imidlertid langt fra kun tale om en rekruttering oppefra, men også om unge menneskers egen søgen efter mening, svar, handling og spænding og derfor også om unge mennesker, der selv opsøger ekstremistiske miljøer.