Workshops og materialer
Hvilke styrker har jeres forening og jeres lokalsamfund, som I kan bruge i det forebyggende arbejde? Og hvem kan i samarbejde med? Hent inspiration i de forskellige workshops, materialer og værktøjer herunder. Download dokumenterne enkeltvis eller hent alle på én gang nederst på siden.
Radikalisering og bekymringer
Fra bekymring til handling: Forståelse for og konkret handling på lokale problemer
Brug dette analyseværktøj til at undersøge foruroligende adfærd. Hvad er de bagvedliggende årsager til mistrivsel eller bekymrende adfærd? Denne forståelse kan bruges som et afsæt for at etablere en konkret strategi.
Hvad er min rolle i det forebyggende arbejde? Refleksion over eget og fællesskabets potentiale og påvirkningskraft
Brug denne øvelse til at reflektere over, hvilken rolle I selv og andre spiller i det forebyggende arbejde mod radikalisering og ekstremisme, og til at undersøge, hvordan disse roller kan styrkes.
Indenfor/udenfor: Forståelse af fællesskabets rolle og magt
Er vi gode nok til at inkludere de unge i vores aktiviteter? Brug øvelsen til sammen at få indsigt i de dynamikker, der er omkring inklusion, og til at reflektere over, hvordan inklusionen kan styrkes hos jer.
Udsagnstræet: Opmærksomhed om fordommes årsager og konsekvenser
Udsagnstræet er et samtaleværktøj, som kan hjælpe jer til at undersøge en fordom eller et udsagn omkring en bestemt gruppe unge i eller omkring jeres organisation. Hvad er årsagerne til, at en fordom eller et udsagn opstår, og hvilke konsekvenser det kan have, at de eksisterer og ytres?
Lokal identitet: Lokal forebyggelse
Et stærkt lokalt sammenhold kan være med til at forebygge radikalisering, ekstremisme og mistrivsel mere bredt. Brug denne øvelse til at få skabt en fælles forståelse af jeres lokalmiljøs styrker og særlige karaktertræk. I har garanteret meget at være stolte af, og det må gerne blive italesat.
Samarbejde med andre i lokalområdet
Relevante lokale samarbejdspartnere: Afdækning af aktørers fokus på påvirkningskraft
Hvordan kan vi blive endnu bedre til at samarbejde om forebyggelse af radikalisering og ekstremisme lokalt? Brug modellen til at drøfte, hvilke aktører i jeres lokalsamfund der har fokus på forebyggelse af radikalisering og påvirkningskraft (reel indflydelse), når det kommer til forebyggelse af radikalisering og ekstremisme.
Kompetencelisten: Afdækning af foreningens styrker
Effektiv forebyggelse af radikalisering og ekstremisme sker lokalt. Brug øvelsen til at synliggøre, hvad I hver især er gode til som foreninger, organisationer, myndighedspersoner og erhvervsdrivende, og til at undersøge, hvordan I kan komplementere hinanden lokalt.
Kompetencebasaren: Samarbejde på tværs i lokalområdet
Øvelsen er målrettet lokale aktører – foreninger, organisationer, myndighedspersoner og erhvervsdrivende, der arbejder med unge. Brug øvelsen til at synliggøre, hvad I hver især er gode til, hvad I ikke er så gode til, og hvor I kan bruge hinanden lokalt.